Fortsæt til indhold

Charlie fra Esbjerg midt i Gambias uroligheder

Charlie Uldahl Christensen har været bekymret over situationen

Samfund
Jonas Wrede Hansen

Den seneste uges tid har budt på uroligheder i Gambia. Landet blev erklæret i undtagelsestilstand, det danske udenrigsministerium rådede alle danskere til at rejse hjem, imens lokalbefolkningen frygtede, hvad der skulle ske med dem.
Midt i alle urolighederne stod esbjergensiske Charlie Uldahl Christensen pludselig med sit velgørenhedsprojekt Walking for Water, hvor han gående er på vej til en landsby i Tanzania for at samle penge sammen til en bedre vandforsyning til byens befolkning.
“Siden den 17. har vi nærmest belejret os i et compound, imens vi har fulgt med i nyhederne, så godt vi kunne via internationale nyhrdsstationer som BBC og Al Jazeera samt fra gambiske Facebook-grupper med mere hyppige updates,” fortæller han og fortsætter:
“De fleste lejligheder i compoundet er aflåste og forladte. De fleste er flygtet ud af byen for flere dage side.”
Grunden til urolighederne i det vestafrikanske land var, at landets tidligere præsident Yahya Jammeh ikke ville gå af, efter han havde tabt valget til erhvervsmanden Adama Barrow. Nu ser det dog ud til, at han har accepteret sit nederlag og vil rejse ud af landet.
Charlie Uldahl Christensen nåede dog at blive en smule bekymret over situationen.
“Jo. Men kun fordi jeg stikker næsen i alle mulige ting, og så er jeg jo hvid, så jeg er let at genkende,” fortæller han.

Mor har været bekymret

Men det er ikke kun den esbjergensiske filiantrop, der har været bekymret. Det samme har hans familie forståeligt nok også været.
“Min mor er naturligvis bekymret, det forstår jeg også godt, men hun klarer det nu meget flot, synes jeg,” lyder det fra ham.
Charlie Uldahl Christensen har været på vej til Tanzania siden 18. maj 2015, hvor han forlod Torvet i Esbjerg gående med sin indre gps-pil sat mod det afrikanske land. Derfor skal han også snart videre fra uroplaget Gambia.
“Jeg kom ind i landet den 28. December, og mit visa er 30 dage, så jeg skal snart videre,” fortæller han.