Fortsæt til indhold

Der venter stadig en stor efterforskning

"Vi har fået mange henvendelser med forskellige signalementer, så nu handler efterforskningen om at få enderne til at gå op," siger vicepolitiinspektør Bjørke Kierkegaard efter tirsdagens anholdelse af den mand, der angiveligt har forsøgt at lokke børn me

Samfund
Kenneth Tanzer

Forældre og børn fra blandt andet Jyllinge kan efter alt at dømme ånde lettet op.
Midt- og Vestsjællands Politi i Roskilde kunne tirsdag anholde den mand, som angiveligt står bag de mange episoder, hvor børn fra Jyllinge og andre byer er blevet lokket med slik, pokémon-kort og et lift til skolen i en hvid varevogn.
Anholdelsen af manden blev foretaget tirsdag morgen kl. 8.20 på en adresse i Roskilde.
Senere på dagen blev han fremstillet i et lukket grundlovsforhør ved Retten i Roskilde, hvor han blev varetægtsfængslet frem til torsdag 16. februar - sigtet for forsøg på blufærdighedskrænkelse samt overtrædelse af våbenloven.
Ifølge vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard, så var den sigtede så uenig i varetægtsfængslingen, at kendelsen blev kæret til Østre Landsret, som nu skal kigge på grundlaget for fængslingen.
Leder af efterforskningen, vicepolitiinspektør Bjørke Kierkegaard, vil ikke konkludere, at den anholdte står bag samtlige 20-30 episoder det seneste halve år.

Kan stå bag flere episoder

"Noget tyder på, at den anholdte og sigtede kan have stået bag flere af episoderne, men jeg vil ikke slå fast, at han har en tilknytning til samtlige episoder. Omvendt vil jeg heller ikke afvise det," siger Bjørke Kierkegaard, som holder kortene tæt til kroppen, når snakken falder på den mand, som er i politiets varetægt.
"Jeg vil kun sige, at der er tale om en midaldrende dansk mand. Ellers har jeg ingen kommentar til den sigtede," siger Bjørke Kierkegaard.

Ro til efterforskning

Heller ikke tirsdagens anholdelse får mange ord med på vejen.
"Det er en sag, som vi har efterforsket gennem en længere periode, og tirsdag førte den efterforskning så til en anholdelse i Roskilde," siger den lokale vicepolitiinspektør.
Han understreger, at der nu venter politiet et stort efterforskningsarbejde.
"Nu handler det om at få ro til den videre efterforskning. Vi har fået rigtig mange henvendelser og tip fra folk. De henvendelser og indholdet af dem skal vi arbejde med i detaljer sammen med signalementerne, for der har været mange signalementer, som afviger lidt fra hinanden. Det er kun naturligt, da flere af beskrivelserne kommer fra børn. Den hvide eller lyse varevogn går dog igen i de fleste henvendelser, men ellers skal vi se, om vi kan få enderne til at gå op," siger Bjørke Kierkegaard.
Så sent som mandag var en børnelokker på spil, da politiet fik tre anmeldelser om overfald eller forsøg på overfald på børn i 10 til 11 årsalderen.
Ved én af episoderne forsøgte en mand at hive en 10-årig dreng ind i sin hvide varevogn, da drengen var på vej hjem fra tennis, men episoden har Bjørke Kierkegaard ingen kommentarer til.
"Jeg vil ikke tale om de enkelte sager - hverken fra Viby eller Jyllinge. Som sagt skal vi have tid og ro til at efterforske sagerne," siger han.