23 studieretninger og flere rejser på Learnmark Horsens
Learnmark får flere studieretninger, valgfag og rejsetilbud
Kommende elever på Learnmark Gymnasium HHX og HTX, får med gymnasiereformen, som træder i kraft til august, ifølge rektor Sune Agger både nye og flere valgmuligheder.
”Når eleverne skal vælge deres studieretning, har de langt flere muligheder end tidligere for at vælge lige præcis den studieretning, der passer til dem. Det er en af mange fordele ved den nye gymnasiereform,” siger Sune Agger i en pressemeddelelse fra Learnmark.
På Learnmark kan man fremover vælge mellem 23 forskellige studieretninger - 12 på HHX og 11 på HTX.
Flere rejser til flere elever
De nye elever får også flere rejsemuligheder. Eleverne bliver tilbudt en studierejse til USA, hvor de enten går på college nær Seattle og bor privat hos amerikanske familier, eller kommer på en 14 dages studierejse til for eksempel Washington og New York. Derudover kan de vælge studierejser til europæiske storbyer, og HHX-elever får også tilbud om en sprogrejse i 3. g, som kan gå til for eksempel Kina, Barcelona, Paris eller Berlin.
”Vi har udvidet vores rejsekoncept, så vores elever får flere muligheder for at forbedre deres sprogkundskaber, for at få et større indblik i forskellige kulturer og for at sætte deres fag og faglighed i et større internationalt perspektiv,” siger Sune Agger.
Nye fag til nutid og fremtid
Med gymnasiereformen følger både nye obligatoriske fag, studieretningsfag og valgfag.
”På både HHX og HTX får vi fremover studieretninger med faget informatik. På HHX bliver studieretningen kombineret med virksomhedsøkonomi, mens informatik på HTX bliver kombineret med matematik. Vi glæder os til at udvikle studieretningerne, som griber ind i både nutiden og fremtiden,” siger Sune Agger.
Elever på HTX kan blandt andet vælge programmering på C-niveau eller tysk på B-niveau, mens elever på HHX blandt andet kan vælge kinesisk på A-niveau, erhvervsjura på B-niveau og organisation på C-niveau.