Fortsæt til indhold

Hæder og dusør til 23-årige Martin

Et trafikoffer døde, men der var stadig god grund til at hædre Martin Hansen, der ydede offeret førstehjælp

Samfund
Af Anne Smedegaard

Et færdselsuheld. En Citroën Berlingo og en lastbil. Frontalt sammenstød. En mand, hårdt kvæstet og fastklemt bag rattet. En ung mand kom til undsætning.
Martin Hansen blev en helt den dag, den 15. november sidste år, da han splittede en bil ad for at hive den kvæstede mand ud og give ham førstehjælp, indtil ambulancen ankom.

Usædvanlig gerning

På trods af førstehjælp og Falck-reddernes ankomst, døde bilisten kort efter. Alligevel var den 23-årige Martin Hansens gerning på Vilstrupvej i Jerlev beundringsværdig, mener politiet.
“Nu kommer vi jo ofte ud til færdselsuheld, og det er sjældent, at folk reagerer så prompte og så godt, som Martin har gjort. Det er tit, at folk bare står og kigger og ikke ved, hvad de skal gøre,” forklarede de to politibetjente, Trine og Klaus, der ankom til stedet sammen med ambulancen og var med til at indstille den unge mand til en dusør.
Dusøren på 1500 kroner fik Martin Hansen udleveret onsdag i sidste uge på Vejle Politigård. Her havde vicepolitiinspektør Frede Nissen fra Sydøstjyllands Politi også et par ord til ham:
“Selvom det endte tragisk, så vil vi gerne takke Martin og vise vores påskønnelse, fordi hans indsats var helt usædvanlig.”

Martin Hansen sammen med de to betjente, Trine og Klaus, der ankom til stedet sammen med ambulancen

Ulykken

Den 15. november startede ellers som en normal tirsdag for Martin Hansen fra Jerlev.
På sin rute som lastbilchauffør for Palle Staal kom Martin Hansen kørende fra Nørre Vilstrup ad Vilstrupvej, da han så en standset lastbil foran sig. Martin Hansen standsede selv og gik hen til chaufføren, der efter omstændighederne havde det fint. Derefter løb han hen til den ødelagte Citroën Berlingo, der holdt et stykke længere fremme.
“Jeg var ret sikker på, at føreren var hårdt medtaget,” fortæller Martin Hansen.
Ved bilen stod der allerede en sygeplejerske, der boede i et af de nærliggende huse og havde hørt det høje brag.
“Hun havde konstateret, at der ikke var nogen puls,” fortæller Martin Hansen.

Førstehjælp

Sygeplejersken ringede til alarmcentralen. Imens fik Martin Hansen hevet bilen fra hinanden, som han selv forklarer det, så de to sammen kunne få båret den tilskadekommende mand ud på vejen. Her påbegyndte Martin Hansen hjertemassage.
Omkring fem minutter senere ankom ambulancen og politiet til stedet.
“Det var så fint arbejde, at Falck-redderne ikke overtog, da de kom, men lod Martin forsætte, imens de gik i gang med alt det andet,” forklarer politibetjent Klaus.
Martin Hansen har taget førstehjælpskursus flere gange i forbindelse med blandt andet kørekort, men havde aldrig troet, at det skulle bruges til noget.
“Det er sådan en ting, man har hørt om, men aldrig regner med selv at skulle. Dog er det er ikke noget, der har skræmt mig fra at gøre det igen,” fortæller Martin Hansen og fortsætter:
“Jeg ville jo håbe, at der var en, der ville gøre det samme for mig i sådan en situation.”