Fortsæt til indhold

Så fandt sønderjyderne sin vinder-øl

Sønderjyderne har fundet sin yndlings-øl. Der var lidt geografisk forskel, men hele 43,7 procent var enige

Samfund
Peter Rasmussen

Efter fire dage på de sønderjyske landeveje, med ølvalgsarrangementer hver eneste aften, smager en kop morgenkaffe godt - selv for en brygmester.
“Det har da været lidt hårdt, men det har også været fantastisk. Jeg synes især det har været herligt at ingen aften blev helt som vi havde regnet med,” siger brygmester og direktør Henning Fuglsang til Lokalavisen. Han nyder morgenkaffen sammen med den store valgjury, som har været i gang med at tælle stemmer op.

Geografisk forskellighed

Der har været en del forskel i stemmeafgivningen fra stemmested til stemmested. Billedet har dog været det samme. Mange kunne rigtig godt lide den øl, som hed 'C' i afstemningen. Det er en mørk, fyldig øl. Men mange har også sagt at de måske ikke ser den som en god sportsøl, som skal kunne nydes året rundt. Så den fik færrest stemmer.
Så stod kampen imellem de to lyse varianter, og de fleste stemmer gik til den øl som hed 'A' i afstemningen. Det er en 'overgæret' pilsnertype, som - især hvis den ikke er iskold - har nogle meget sprudlende frugtsmage. Valget glæder brygmesteren:
“Som udgangspunkt har jeg naturligvis ikke nogen favorit. Det ville være fint med os uanset hvilken øl, som vandt. Alligevel er jeg glad for valget for jeg synes at Danmark mangler en overgæret sportsøl. Og jeg synes at det er godt at vi får en fan-øl, som har et tydeligt særkende,” fortæller Henning Fuglsang, som varsler at øllen - som nu kommer til at hedde 'Blue Bird - bliver endnu bedre:
“Sådan er det med øl. Når man har grund-opskriften, så arbejder man kontinuerligt med at forbedre den, og det kommer til at løfte den meget,” siger han.

Henning Fuglsang og Kell Haugaard ved det første arrangement i Sønderborg. Foto Jens Christiansen, JC Foto

Fire gode dage

De brede smil sad ikke udelukkende på folkene fra Fuglsang. Der blev også bidraget fra SønderjyskE:
“Vi har altid syntes at idéen med en SønderjyskE fan-øl var genial. Men undervejs i processen kommer man alligevel lidt i tvil. Gade vide om folk vil synes det er sjovt, uden at det virker plat,” fortæller Kell haugaard fra SønderjyskE. Han understreger at al frygt blev gjort til skamme:
“Det har været fire fantastiske aftner rundt omkring i landsdelen. Fire meget forskellige aftner, men hele vejen rundt var der både interesse for - og stolthed over - vores nye fælles yndlingsøl,” fortæller han.
Nu skal den lyseblå øl en tur på eksportmarkedet. På onsdag bliver de tre kandidatbryg pæræsenteret for eksilsønderjyder på in-stedet “Den Glade Gris” i København. Det er folk fra Treffpunkt Sønderjylland og Den SønderjyskE Ambassade, der er inviteret og pladserne var revet væk på et par dage.
“Folk der kan naturligvis ikke stemme, men de kan smage. Og så kan de føle at vi ikke har glemt dem, blot fordi de lever i eksil,” lyder det fra SønderjyskE.