"Man kan sgu da ikke stille sig op og synge til hinanden til hverdag"

"Jeg er jo ikke sanger," siger han flere gange.

"Hvis de ville have haft en sanger, skulle de have ringet til en sanger."

Men det er alligevel skuespiller Kaspers Leisners stemme, der har været motor for hans karrieres fortælling. Teater, spillefilm, tegnefilm, tv-serier. Der er bud efter dybe røster, og det har der været, siden han blev færdiguddannet tilbage i 2002.

"Stemmen har givet mig en eller anden form for vej ind i at kunne få lov at brede mig ud på de der forskellige platforme - i hvert fald med tegnefilm og speak og radioteater, og nu også med sang. It beats me, men jeg har i hvert fald kunnet gøre det til en levevej."

Lige nu bevæger Kasper Leisner sig rundt på en middelaldermørk baggrund og synger om katedraler i Østre Gasværks forestilling 'Jordens Søjler', hvor han har rollen som Tom Bygmester. En stor, stærk og stålsat mand, der iført hørskjorte og fuldskæg kæmper for sin families overlevelse. Publikum møder ham midt i en frustration.

"Han står derude i skoven og fryser, og familien ligger og sover sultne i baggrunden, og så synger han op til Gud og siger: Hvis du hjælper mig med at få et hjem, så vil jeg give dig hele min krop og sjæl til at bygge den her katedral."

For Kasper Leisner betyder fortællingen i sangen mere end selve sangen, og derfor:

"Behøver man ikke lave en pæn frasering eller holde en pæn tone, hvor du står og tænker på din teknik i halsen og holder den rette støtte. Det er det der med, at man får følelserne ud," siger han og vrænger på ordene.

"Og at man," fortsætter han for så at afbryde sig selv for fuld hals:

"Kuuuuuun meeeed diiig! At man ligesom ikke bare står og synger på dén måde."

Var en pain in the ass

Kasper Leisners stemme er næsten lige så dyb, som han er høj (2,02 m). Han taler i lange rolige stræk, der sporadisk brydes op af sang eller eksempler på replikker. Når han forklarer noget, flytter han sin kaffekop rundt på køkkenbordet. Og netop dét at fylde luften ud omkring sig og styre stemninger i bestemte retninger, var noget, der allerede optog ham som stort barn og teenager.

"Jeg kunne godt lide hele tiden at lave noget sjov og ballade og se, om jeg kunne ændre nogle situationer ved hele tiden at gøre noget med rummet. Det må havet været en pain in the ass for en skolelærer. Det var jo egentlig bare det dér med at få nogen til at grine, tage en situation og komme med en kommentar på den og ligesom ændre rummet fra at være et seriøst arbejdsrum til at være et lidt fjollet, sjovt rum - at bryde en virkelighed, jo."

Hjemme hos Kaspers far i Jægerspris var der ingen regler. Han mente, det var bedst, at sønnen selv skulle mærke sine egne grænser og finde ud af, hvornår han trådte over andres. Hvornår skal jeg komme hjem, far? Jamen, hvad synes du selv? Jamen, aldrig-agtigt!

“På den måde var der ret højt til loftet, eller der var ikke noget loft. Så jeg kunne ligesom bare fyre den af, og det betalte sig som skuespiller, at jeg var grænseløs på en eller anden måde; jeg kunne gøre hvad som helst. "Kan du gøre det der?" "Tjoe, det kan jeg da godt!""

Tilfældighedens teater

Kasper husker det som en tilfældighed, at han en dag gik forbi den gamle biograf i byen og så et opslag, hvor der stod noget om amatørteater for unge. Og så åbnede han ligesom bare døren og sagde "Hej, hej, hvad laver I her?". Snart brød han virkeligheder på scenen, og i stedet for at blive smidt ud på gangen, blev der klappet og sagt: "Nej, hvor er det godt det der!"

"Hele det her 'teaternoget' er jo, at man forstærker eller sætter fokus på dét, vi ikke kan tillade os i dagligdagen. Hvis man skal forstørre en situation mellem to mennesker for eksempel - tænk, hvis den ene begynder at synge: "Fordi det er bare for meget, jeg bliver nødt til at synge lidt til dig!" Dét, synes jeg simpelthen, er så sjovt og så fjollet, men også på en eller anden måde så hjerteligt. Den sårbarhed, åbenhed og følsomhed, der er i, at man begynder at synge til hinanden, fordi nu er der sgu bare for meget på spil indeni mig. Dét, synes jeg, er enormt fedt. Og det viser sig jo, at det synes publikum også. Det er jo derfor de strømmer ind for at se musicals, fordi man kan sgu da ikke stille sig op og synge til hinanden til hverdag," siger Kasper, der som 17-årig kom med i musicalen 'Atlantis' på Bellevue Teatret, hvis musikalske bagmænd også har formet tonerne i 'Jordens Søjler' her 24 år efter.

Den gamle mand indeni

I løbet af de år har Kasper Leisners roller forandret sig fra at være skabagtige, højtråbende fjollerikker til at være markante maskuline mænd med en mission: På scenen som katedralbyggeren Tom, på tv-skærmen som advokaten Steen i DR-dramaet 'Bedrag' og i tegnet form som halvguden Maui, som redder Jordens klima i en ny Disneyfilm.

"Der er nok en vis autoritet i at være en stor høj mand med en dyb stemme. Måske har jeg også en ro over mig, som passer godt ind i de der figurer på en eller anden måde. Eller som gør det lettere for mig at spille dem. Jeg har i hvert fald fundet ud af, at jeg behøver faktisk ikke at gøre så meget andet end bare at stå og kigge ned og ranke ryggen. Altså dét, at så stor en mand bare står roligt og kigger, er et udtryk, som jeg har fået foræret."

Og det bliver kun bedre med alderen, mener han:

"Jeg har aldrig tænkt, at det var i mine 20'ere og 30'ere, jeg skulle shine som værende den unge helt. Jeg har altid ventet på, at jeg kom op i 40'erne og 50'erne. For så begynder den at komme til sin ret den der lidt gamle mand, der sidder inden i mig. Der er lidt en gammel sjæl derinde, som jeg tror er begyndt at passe meget godt til den person, jeg er."