Venner gennem 46 år hædret for tro tjeneste
Karsten Boutrup og Hans Peter Mehlsen blev venner på seminariet. I dag vejleder de begge sydbyens unge
De blev venner på Marselisborg Seminarium i 1972 - dengang boede de i samme kvarter. De har siden rejst sammen, de fik deres første skoleklasser samtidig, blev begge skolevejledere med få års mellemrum, og senere blev de begge ungdomsvejledere. Derudover er de aktive i Århus Skolebio og har begge fået to sønner sammen med koner, der er yngre end dem selv.
Endelig har Karsten Boutrup og Hans Peter Mehlsen, som stadig er gode venner, netop modtaget hver sin fortjenstmedalje for 40 års tro tjeneste i Aarhus Kommune.
“Årene er jo bare kommet snigende fuldstændig hurtigt,” fortæller Hans Peter Mehlsen, der i dag er tilknyttet Århus Friskole og Rundhøjskolen som UU-vejleder, mens Karsten Boutrup er tilknyttet Viby Skole, Rudolf Steiner Skolen og Århus Privatskole.
“Vi har begge haft det privilegium, at vi har fået lov at være tilknyttet den samme skole i alle 40 år - Rundhøjskolen for Hans Peters vedkommende og Viby Skole for mit. Først som lærere og i dag som vejledere,” forklarer Karsten Boutrup.
I alle årene har de to kammerater brugt hinanden til sparring og til ny inspiration.
Pres på nutidens unge
I dag sørger de to UU-vejledere for, at alle de 14-24-årige, der ikke erklæres for uddannelsesparate, får vejledning i forhold til uddannelse.
Men hvorfor har de holdt ved arbejdet med børn og unge i Aarhus i så mange år?
Det har Karsten Boutrup en ganske simpel årsag til:
“Fordi jeg godt kan lide det,” lyder det kort og godt.
Han lægger dog ikke skjul på, at det var skiftet fra lærer til vejleder, der gav ham et nyt skud energi.
“Der er en fleksibilitet ved at være vejleder, som jeg nyder utrolig meget. Det er ikke skemalagt på samme måde som lærer-jobbet. Det gav et ekstra pift,” forklarer han.
For både Karsten Boutrup og Hans Peter Mehlsen er det desuden jobbets vigtighed, der driver værket:
“Den mission vi har - altså at give de unge nogle redskaber, så de kan finde ud af, hvad de vil med deres liv - kan jeg utroligt godt lide,” siger Hans Peter Mehlsen.
“Ja, og når man har nogle svære sager, hvor man virkelig føler, at det hele rykker sig - jamen det kan man leve højt på! Så kan man klare mange timers administrativt arbejde derefter,” fortsætter Karsten Boutrup, med en hentydning til den øgede tid UU-vejlederne i dag skal bruge på dokumentation ved computeren.
Sidstnævnte er én af de forandringer, som de to UU-vejledere har kunnet mærke over tid. En anden er en stigning i antallet af sårbare unge:
“Om det reelt er tilfældet, eller om vi bare snakker mere om det i dag, ved vi ikke. Men der er i hvert fald et enormt fokus på det i dag,” forklarer Hans Peter Mehlsen.
“Jeg kan faktisk godt få lidt ondt af nutidens unge. Med de sociale medier sammenligner de hele tiden hinanden, og de føler, at de skal være på 24/7 - det gør altså, at nogle bliver pressede,” fortsætter Karsten Boutrup, som sammen med Hans Peter Mehlsen snart besøger dronningen for at kvittere for fortjenstmedaljen.
Derefter venter pensionen indenfor en overskuelig fremtid for Karsten Boutrup - og nårh ja, kort tid efter følger Hans Peter. Og sådan følges de altså igen.