To linjeføringer VVM-undersøges
Byråd besluttede at give 7 millioner kroner til VVM undersøgelser til mulig letbane igennem Hinnerup
Efter en længere byrådssnak under tirsdagens byrådsmøde besluttede et enigt byråd at godkende næste skridt mod en letbane i Hinnerup.
Det er to linjeføringer igennem Hinnerup, der blev besluttet der skulle undersøges. Groft anslået, vil det koste over 100 millioner kroner, at føre letbanen igennem Hinnerup by. Samlet set er letbaneprojektet vurderet til at koste 700 millioner kroner mellem Lisbjerg og Hinnerup, hvoraf staten skal betale det meste.
Miljø: Hvor skal letbanen undersøges
Adeline Geneevej i spil
Det blev linjeføring 3, der går ad Adeline Geneevej og linjeføring 5, der går ad Ådalsvej og Jernbanegade, der skal VVM-undersøges med forventet slutresultat i april 2018.
Begge linjeføringer undersøges i kombination med linjeføringer fra krydset Århusvej/Ådalsvej til Hinnerup midtby, dels en linjeføring på den nordlige side af Ådalsvej og dels en linjeføring på den sydlige side af Ådalsvej.
TV: Byværksted: Bjarne kørte op og ned og op og ned
Fem forslag var på valg
Byrådet valgte mellem fem alternative letbanelinjeføringer.
De fire af dem via Ådalsvej og ét via Adeline Geneevej, mens borgernes høringssvar også angav alternativer, der dog ikke blev taget med, efter en trafikal vurdering og på baggrund af det rådgivende firma Cowis notater.
Det er forventningen, at der udover den kommunale finansiering vil være statslig og regional medfinansiering af VVM-undersøgelsen, så Favrskov står ikke alene med udgiften på 7 millioner kroner. Byrådet valgte at afsætte 3,285 millioner kroner til undersøgelsen.
Fakta
Favrskovs VVM-tidsplan:
Marts 2017 forventet politisk behandling af høringssvar vedr. VVM for hele strækningen Lisbjerg-Hinnerup. Samtidig behandling i Favrskov og Aarhus kommuner for denne strækning.
Februar til juni 2017. Udbudsmaterialet til VVM-undersøgelsen udarbejdes.
Juli til december 2017. Valg af rådgiver, der starter med VVM-undersøgelse, skitseprojektering, miljørapport og konsekvensvurdering.
Januar til marts 2018. Kvalitetssikring, tilretning af VVM-undersøgelse og klargøring til politisk behandling.
April 2018. Politisk behandling af VVM-undersøgelsen af letbanens Lisbjerg-Hinnerup etape.