Jeg er færdig som læge
Den åbenmundede læge regner ikke med at få sin autorisation tilbage. Men det giver ham bare mere tid til at bekæmpe myndighederne
Der er ret stille i Stig Gerdes nye klinik i Danmarksgade. Han flyttede hertil efter en vandskade i sine forrige lokaler for få måneder siden.
Der er ingen patienter i venteværelset, for lægen må ikke længere tage imod dem. Styrelsen For Patientsikkerhed har inddraget hans autorisation.
På væggen bag hans bord i klinikken hænger et skilt:
“Selvfølgelig ser jeg ikke travl ud. For jeg gjorde tingene rigtigt i første omgang,” står der på engelsk.
Stig Gerdes er for tiden Danmarks nok mest omdiskuterede læge. Han er blevet frakendt sin autorisation i to år, fordi han har trappet en patient ned i psykiatrisk medicin uden først at tage hendes psykiater og værge i ed.
“Jeg tror ikke på, at jeg får min autorisation tilbage. Og så er jeg færdig som læge. Men de får mig ikke til at holde kæft,” siger Stig Gerdes.
Han er 70 år, har prostatakræft og var allerede begyndt at forberede sin pension, da sundhedsstyrelsen afgjorde sagen.
“Desuden kan man højst være ude af faget et halvt år, inden man mister grebet og fagligheden,” siger han.
Lige ud af posen
Stig Gerdes er kendt - måske endda berygtet - for at tale lige ud af posen. Både over for sine patienter og over for de myndigheder, der i hans øjne forhindrer god og effektiv behandling af patienter og mennesker. Og han kan også godt tåle, at man taler lige ud af posen til ham.
Hvornår har du sidst holdt kæft, fordi nogen bad dig om det?
“Det har jeg ingen anelse om,” siger han efter flere sekunders tænkepause.
“Jeg kan godt holde kæft. Men folk siger tit til mig, at jeg er for stædig. Og når jeg ser i spejlet kan jeg godt se, at jeg ser stædig ud.”
Er du en kværulant?
“Nej, det mener jeg ikke selv, at jeg er. Jeg kan godt lade være med at blande mig i alt. Men jeg kan sateme ikke have det, når magt bliver misbrugt.”
Stig Gerdes kan godt huske, hvorfra hans trang til at gribe ind overfor uretfærdigheder kommer fra.
“Da jeg gik i skole, svigtede jeg en ven. Det skulle jeg ikke have gjort. Han endte med at blive smidt ud af skolen, fordi jeg ikke bakkede ham op.”
Siden har han følt sig forpligtet til at sige fra over for uretfærdighed.
Mere tid til kamp
Gennem de seneste mange år har Stig Gerdes markeret sig og gået både myndighederne, autoriteterne og senest sundhedsstyrelsen imod. Han har været med til at oprette protestbevægelser og ikke holdt sig tilbage i pressen.
“Nu betaler jeg prisen: De har slagtet en læge. Men det betyder jo bare, at jeg får bedre tid til at fortsætte kampen. Og det vil jeg gøre,” siger Stig Gerdes.
Hvad kæmper du for?
“Jeg vil vise myndighederne den virkelighed, som de ikke kan se - eller vælger ikke at se.”
Hvad skal der til for at gøre dig tilfreds?
“For det første skal Karina (den nævnte patient, han har trappet ned i medicin) have fred. For det andet skal HPV-vaccinations-programmet sættes i bero, indtil det er tilstrækkelig undersøgt, om vaccinen er giftig - og hvis et kompetent og helt uafhængigt hold eksperter finder frem til konklusioner, jeg er uenig i, skal jeg nok holde min kæft. For det tredje skal begrebet 'funktionelle lidelser' afskaffes. Det er et begreb, der lægger sig mellem det psykiatriske og det somatiske - og det gør mere skade end gavn. Og for det fjerde skal kommuner gå i dialog med folk i øjenhøjde og uden mistillid. I dag er der alt for mange fede og slappe socialrådgivere,” siger han.
Hvad ville du gøre, hvis du var sundhedsminister?
“Jeg ville sikre vandtætte skotter mellem medicinalindustriens mange millioner og sundhedsstyrelsen. Og så ville jeg skifte lederne i styrelsen ud. Det er en enorm stor styrelse med en enorm - men korrumperet - magt. Idéen om, at en styrelse beskytter os mod dårlige læger, er god. Men den skal virke og ikke være i lommen på medicinalindustrien,” siger Stig Gerdes.
Han fortsætter kampen for at få sin autorisation tilbage.
“Men kun en måneds tid. Derefter er det slut,” siger han.