Fortsæt til indhold

Galten fik et nyt butikshus

Charlotte Thomsen har netop genåbnet Butik Aroma - nu på byens strøg i hus efter eget hoved

Samfund
Erland Rasmussen

Det er ikke hver dag, der åbner en ny forretning i et nybygget butikshus.
Men sådan skete det i Galten, hvor Charlotte Thomsen forleden slog dørene op til Butik Aroma i en splinterny bygning i Søndergade.
Dermed har hun flyttet sin specialbutik fra landevejen i udkanten af Galten helt ind til byens strøg.
“Det har været en rigtig god åbningsdag, og jeg regner med at få mere dagligdags handel med den nye beliggenhed,” siger Charlotte Thomsen, der selv har været med til at lave tegningen til den nye butik, som dermed er blevet lige, som hun altid har ønsket sig.
“Det er lidt som i et eventyr, og jeg er prinsessen,” siger Charlotte Thomsen og gentager dermed, hvad hun allerede udtalte i forbindelse med hendes deltagelse i Lokalavisens og fotograf Per Billes artikelserie Svesken bag disken, nemlig at det var en drøm at komme ind til byen med forretningen.
Charlottes lykketræf kom, da Danish Agro en dag bankede på døren og spurgte, om de måtte købe hendes butik.
“I første omgang sagde jeg nej, for jeg har været selvstændig i 26 år, og jeg var ikke klar til at stoppe,” husker Charlotte Thomsen om henvendelsen.
Løsningen blev, at Danish Agro tilbød at bygge den nye butik, hvis de fik lov at købe den på Silkeborgevej.
“Det har været helt fantastisk. Danish Agro har været meget samarbejdsvillige,” lyder det fra Charlotte Thomsen.
Parterne har aftalt en pris, således at Charlotte Thomsen bliver ejer af den nye butiksbygning i Søndergade.