Morten Bruun til mandehørm og fodbold
Mange står bag en fodboldaften i Hinnerup af en usædvanlig slags.
Torsdag 9. februar kan alle fodbold-interesserede samles i Uhresalen på Hinnerup Bibliotek og Kulturhus, til en aften i fodboldens tegn.
Det er et bredt samarbejde mellem HOG, Røde Kors, DGI, Skafferiet, Hinnerup Bibliotek og Kulturhus og Favrskov Kommune, der har muliggjort denne aften. Ud over besøget af Morten Bruun vil ”Verdens mest velgørende fodboldhold”, der jo er funderet i Hinnerup, også fortælle kort om deres mission.
Kommentatoren fra Kanal 5
Morten Bruun er en kendt skikkelse fra fodboldbanen, men er også manden bag stemmen fra speaks på adskillige fodboldtransmissioner. Denne aften fortæller han især om livet som professionel fodboldspiller.
Anledningen til foredraget er en succeshistorie fra fodboldbanerne i Hinnerup hvor Magnus Nielsen fra HOG under titlen ”Mandehørm” i 2016 samlede en bred skare af mænd fra hele kommunen. ”På banen handler det om fodbold. Men en sideeffekt af aktiviteten er, at indvandrermænd har opnået mulighed for at møde etniske danske mænd ligeværdigt. Derfra opstår der lettere venskab og netværk, hvilket vi allerede har set. Så det kan man kalde en dobbelt succes,” fortæller Magnus.