Fortsæt til indhold

Rønde Y’s Men’s Club - kan du altid bare stole på

KFUM-Spejderne har fået tre håndfulde stole til hjemstedet i Thorsager

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

KFUM-Spejderne i Thorsager kunne forleden kvit og frit hente 15 stole i Rønde Y's Men's Clubs butik på Hovedgaden 70 / Drosselvej i Rønde.

Hans Knudsen fra Rønde Y's Men's Club var den glade overrækker af stolene til en trio fra spejderne bestående af Marianne Rygaard, en institution hos spejderne i Thorsager, samt Dorte Rygaard og den unge gruppeleder Katja Kolind.

Hjem til Lille Arnold

Stolene blev fluks kørt hjem til spejdernes base, den tidligere børnehave Lille Arnold på Sandballevej i Thorsager.

Syddjurs Kommune har givet spejderne brugsretten til den tidligere børnehave, der blev nedlagt som kommunal børnehave, da Thorsager Børneby ved skolen blev en realitet.

Næsten 50 unge fra 6 år og frem er involveret i spejderlivet i Thorsager, der har fået optimale forhold på Sandballevej, hvor de kan dyrke deres store interesse tæt på et stykke skov lige udenfor hoveddøren.

Kig forbi Drosselvej

“Vi håber, at endnu flere får øjnene op for Rønde Y's Men's Clubs butik i Rønde, hvor vi har mange gode og velholdte ting, både små og store, til salg til billige penge, og pengene går som bekendt til gode formål,” siger Hans Knudsen. der bor i Assentoft, men til daglig arbejder som gravermedhjælp ved Thorsager Kirke.