Fortsæt til indhold

De laver ny app der skal bevæge skolen

To pædagoger fra Herstedøster skole har udviklet en mobil-app, der gør det nemt at lave undervisning med leg og bevægelse for folkeskolens mindste

Samfund
Arkiv

”Det er et stærkt initiativ. Det gør det hele smartere. Skaber nye muligheder. Gør en del nemmere. Det er godt gået. Skolen og kommunen har støttet op, fordi vi så potentialet i at få den der læring til at ske gennem leg. Og fra i dag af hopper, danser og leger I jer til at lære”.
Det sagde borgmester Steen Christiansen, da han mandag på Herstedøster skole var med til premieren på en ny app til smartphones og tablets.
Med skolereformen kom et nyt krav om mere bevægelse og leg på skoleskemaet. Det krav har givet mange rynker i panden hos lærere og pædagoger i planlægning af undervisning for børn i indskolingen. Men nu er der kommet en løsning, der kan forbinde intentioner med virkelighed, sagde borgmesteren.
Bag den nye app står de to pædagoger fra Herstedøster skole, Jonas Andersen og Dannie Markussen.

App'en blev præsenteret - og så skulle den selvfølgelig prøves. Så der skulle leges! Her er det 'bombestavning'.

Vokset op i Albertslund

”Dannie og Jonas er selv vokset op i Albertslund. De har spillet fodbold på stadion, badet i Badesøen, leget i Vestskoven. De har tænkt, afprøvet og udviklet. Om dagen om natten. Sammen med jer elever og kolleger”, sagde borgmesteren.
De to har selv stået med udfordringen om at gøre bevægelse og leg til en del af undervisningen.

Jonas Andersen fortæller borgmester Steen Christiansen, hvordan den nyudviklede app fungerer.

Behov for at dele viden

Jonas Andersen arbejder til daglig i indskolingen i Albertslund og siger:
”Vi så et reelt behov for at dele viden om det her. Vi har hørt kolleger og andre, der arbejder i folkeskolen, være fortvivlede over, at de mangler viden om, hvad de må og ikke må i forhold til skolereformens trinmål”.
Appen hedder LOL App, som er en forkortelse for Leg og Læring. Den er lavet med tanke på Undervisningsministeriets krav om minimum 45 minutters daglig bevægelse og understøttende undervisning. Med få tryk på en tablet eller smartphone kan man som lærer eller pædagog blive inspireret og komme i gang med undervisning, der indeholder det faglige niveau, som svarer til de klassetrin, man arbejder med.
”Behovet for en simpel og let tilgængelig platform er efterspurgt fra alle sider. Konceptet med læring gennem apps eksisterer i bedste velgående i folkeskolen og er meget populært blandt brugerne, men vores koncept tager skridtet videre og flytter læringsformen væk fra tabletten ved at aktivere brugerne og gøre læringen til en leg,” siger Jonas Andersen, der sammen med sin ven og kollega Dannie Markussen selv har testet de over 100 lege og aktiviteter, som findes i appen.
”Jeg ser et kæmpe potentiale i at få vores app langt ud. Først til alle kommunerne i Danmark, derefter til Europa og måske endda USA. Det er noget alle lande kan forholde sig til med leg og læring og differentieret undervisning,” mener Jonas Andersen.
brie