Min frygt er, at kommunen er fedtet
En af dem, som har gjort indsigelser ved indflytningen af 60 flygtninge på Hellerupvej, er Thorkil Brodersen, som er nabo til grunden på Hellerupvej
"Jeg ser nogle praktiske problemer, når man samler så stor en gruppe flygtninge på ét sted. Det er ekstremt vigtigt, at det skal lykkes, uden at flygtningene får problemer. Lediggang er roden til alt ondt, lyder et gammelt ordsprog. De skal have noget at rive i. Kommunen har sendt en redegørelse til os, som har gjort indsigelser over for planerne, og redegørelsen lyder fornuftig, grundig og velovervejet. Jeg ved, at kommunen gør en vældig indsats i form af uddannelsesforløb og jobaktivering, men min frygter hviler på, om kommunen som myndighed er villig til at afsætte de tilstrækkelige bemandingsmæssige ressourcer til helt at lykkes med opgaven," siger han og fortsætter:
"Som udgangspunkt synes jeg, at Gentofte Kommune selvfølgelig skal tage del i det samfundsmæssige ansvar, når der kommer flygtninge til landet, og jeg er uenig i, at vi ikke har plads til dem. Roden i dette problem er, at kommunen historisk set næsten ikke har bygget almennyttige boliger, så derfor ikke har nogle steder at anvise dem."
En stor opgave
En anden ting, som bekymrer Thorkil Brodersen, er påstanden om, at uledsagede unge flygtninge har en højere kriminalitetsrate.
"Når man tager imod unge, som kommer uden deres forældre, har de et højt tryghedsbehov. De har sikkert også været igennem traumatiske oplevelser. Der følger derfor en stor opgave med som myndighed, og jeg håber, at kommunen er sin opgave bevidst i tilstrækkeligt omfang og afsætter den solide bemanding for at sikre, at alt går godt. Der skal både være professionelt personale og psykologer til at varetage opgaven og vagter, da der både kommer folk fra Afghanistan, Afrika og Syrien med forskellige baggrunde og religioner. Det kan afstedkomme dramatiske konflikter, så det er vigtigt der er solid bemanding dag og nat til at forhindre, at ting eskalerer. Her er min frygt, at kommunen vil være for fedtet med de bemandingsmæssige ressourcer," siger han.
Thorkil Brodersen ser positivt på de frivillige kræfter i kommunen, men understreger, at de ikke er uddannet til at varetage den tunge opgave.
"Opgaven skal hvile på et professionelt personale, og så kan frivillige være et ekstra lag. Det vil berolige mig som nabo, hvis kommunen gav en klar tilkendegivelse af, at der helt sikkert bliver afsat de nødvendige og rigelige bemandingsmæssige ressourcer, så hverken flygtningene selv, eller naboerne, får alvorlige problemer," siger han.