Ultrahårdt vinterløb i for 5. gang
De 230 løbere overnatter på Fregatten Jyllands hårde trædæk
For femte gang afholdes ultraløbet VUMB - Vinter Ultra Mols Bjerge 4.-5. februar. I weekenden udfordrer hele 230 ultraløbere fra ind- og udland 70 eller 100 km løb i Nationalpark Mols Bjerge og overnatter om bord på Fregatten Jylland.
Ultraløbet er udsolgt, og mange deltagere har trænet hårdt hele vinteren.
Nationalpark Mols Bjerge rummer et unikt terræn i en smuk natur. Udfordringer er der nok af. Ikke nok med de lange distancer, så er deltagernes evner med kort, kompas og en GPS afgørende for, om de skal løbe endnu længere. Læses kortet forkert eller indtastes et forkert koordinat på GPS'en, så skal deltagerne yderligere ud på en omvej.
Kold nat på Fregatten
Efter en lang dag i det krævende terræn når deltagerne frem til overnatningen om bord på Fregatten Jylland.
Temperaturen om bord er næsten den samme som udenfor, og deltagerne ligger på det hårde trædæk.
Dette er helt unikt for løb i Danmark, hvor deltagere oftest ikke overnatter eller til nød har et telt til rådighed.
International interesse
“Mange deltagere udfordres på krop og sjæl, når de opdager, at 100 km er ekstremt langt i vores kuperede landskab. Min opgave som arrangør er at få alle sikkert frem til Fregatten Jylland, hvor de kan få energien tilbage i tørt tøj, får serveret varm suppe og en god nats søvn. Deltagerne tilses af vores løbslæge og en massør løsner musklerne. Og så skal alle lige en tur op i masterne, inden de er færdige med første dag.” udtaler Thomas Kjerstein, arrangør og ejer af eventfirmaet Ebeltoft Outdoor i en pressemeddelelse.
De fleste deltagere frygter søndag morgen, hvor de med stive ben skal i løb igen. Her venter mellem 35 og 50 km, inden løbet traditionen slutter på Karpenhøj Naturcenter med chili con carne.
“Den store interesse for vores event har medført, at der i år deltager flere teams fra udlandet, samt et stort media crew med 16 europæiske adventure-fotografer. Flere og flere har fået øjnene op for, at vi har fuld gang i Mols Bjerge.” udtaler arrangør Thomas Kjerstein.