"Nogle unge har svært ved bare at komme over dørtærsklen"
Vestergade Syv er et nyt frivilligdrevet mødested for sårbare unge, der søger et fællesskab
Filmhygge, hjemmebag og brætspil er på programmet på Vestergade Syv, som er et nyt mødested for sårbare unge mellem 18 og 30 år i Horsens.
“Vestergade Syv er et tilbud til unge, der søger et fællesskab. Vi vil skabe et trygt mødested drevet af frivillige. De unge synes, det er fantastisk at møde frivillige, der bruger sin fritid på dem, som brænder for dem og vil dem,” siger projektkoordinator Anne Hjortkjær.
På Vestergade Syv er der mulighed for forskellige aktiviteter. Det lyse lokale har en sofa-hyggekrog og eget køkken samt adgang til et stort fælleskøkken og træningsfaciliteter.
“Vi vil lave det, de unge gerne vil. Når de kommer med idéer, vil de frivillige gribe dem. Måske vil de skrive, dyrke sport, lave noget kreativt eller på ture ud af byen,” siger projektkoordinator Kristina Koldtoft.
De unge, der vil bruge Vestergade Syv, har mulighed for at blive hentet af en frivillig.
“Nogle unge har svært ved bare at komme over dørtærsklen, så der er mulighed for at hjælpe dem,” siger Anne Hjortkjær.
På Vestergade Syv tilmelder man sig ikke. Man dukker bare op, og møder ingen krav.
“Der bliver stillet mange krav til de unge på institutionerne. Dette sted skal være et frirum for dem,” siger Kristina Koldtoft.
Vestergade Syv åbner første gang 2. februar. Derefter er der åbent hver anden torsdag klokken 19.00 - 21.00 på adressen Vestergade 7, st. i Horsens.