Morten Andersen optaget i NFLs Hall of Fame
Jacob Nielsen
Morten Andersen er den eneste dansker, der har haft en egentlig karriere i amerikansk fodbolds bedste liga, NFL. Lørdag blev han optaget i ligaens Hall of Fame, en plads den 56-årige dansker så sandelig har gjort sig fortjent til.
Morten Andersen var i mange år et sikkert valg på kicker-posten, og han har sat sit aftryk med en bemærkelsesværdig rekord som værende den spiller i NFL's historie, som har scoret flest point i karrieren.
"Jeg var meget bevidst om, hvor svært det er at komme ind i Hall of Fame. Så at det nu er sket er jeg meget taknemlig og ydmyg over," sagde Morten Andersen kort efter udnævnelsen til sitet Neworleanssaints.com.
25 sæsoner i fem forskellige klubber blev det til, inden Morten Andersen indstillede karrieren i 2008.