Fortsæt til indhold

Sund fornuft med borgeren i centrum

Samfund
Af Flemming Nørgaard, Venstre i Favrskov

Et år er gået, et nyt begynder, og de fleste føler, tiden går hurtigt.
Det er et sundhedstegn og et billede på Favrskov-borgeren anno 2016. De fleste har en travl, men alligevel god hverdag, der er fyldt op med masser af aktiviteter. Sådan føles hverdagen imidlertid ikke for alle, og set i et politisk perspektiv, så skal vi lokalpolitisk udvikle en kommune, der sætter borgeren i centrum uanset den enkeltes udgangspunkt.

Vi i Venstre vil gøre vort til at skabe et handlekraftigt byråd, hvor det sættes en tydelig politisk dagsorden, og hvor politisk snæversyn ikke må overskygge den sunde fornuft.
Et eksempel på dette er privatisering af vejene, der har udviklet sig til en farce, og det er nødvendigt med politisk handling, så alle kan komme videre. Vi har i den sag vist, at Venstre ikke er bange for at indrømme en fejl og derfor gerne revurderer sager, hvor vi tidligere har stået for noget andet. Vejsagen har igennem lang tid hobet sig op både hos borgere, i administrationen og politisk, og derfor tog Venstre initiativ til at genforhandle sagen.
Vi anbefaler nu en harmonisering i form af kommunalisering af vejene. Den sunde fornuft og hensynet til borgerne er for os i højsædet, og vort håb er, at vi i begyndelsen af januar finder en konstruktiv løsning, der har opbakning fra et samlet byråd.
Også omkring de to store fredningssager, Danmarks Naturfredningsforening er i gang med at rejse, henholdsvis i Gudenådalen og omkring Lysnet, har Venstre taget initiativer med afsæt i almindelig sund fornuft. Det er ikke nogen hemmelighed, at det har forårsaget, at fronterne mellem DN og Venstre har været trukket kraftig op. Sagerne er omfangsmæssigt ude af trit med virkeligheden.
At lodsejerne ikke følte sig hørt, så vi med al tydelighed på borgermødet i Ulstrup, hvor planerne for Gudenådalen blev belyst. Jeg synes, at det er ærgerligt, at DN"s tilsyneladende ideologiske tankesæt forhindrer gode og brede løsninger, hvor sund fornuft og den rette balance i løsningsforslagene kan danne grundlag for en langt bedre og konstruktiv dialog. Langt fra alt er negativt, og jeg vil i den sammenhæng rose DN, hvor de bl.a. omkring trækstien v/Gudenåen og andre områder har ydet en god indsats. I sagen om en ny politiskole tog Venstre initiativet til at søge om en optimal placering i Hadsten, hvilket efterfølgende fik opbakning fra et samlet byråd.
I skrivende stund verserer sagen stadig, og der er i den grad gået ”storpolitik” i placering af skolen. Selvom vore argumenter er gode, så ender Politiskolen givetvis ikke i Hadsten, men vi fik sat fokus på Favrskov kommune, og vi er klar til at kæmpe for andre statslige arbejdspladser i kommunen.
På sundhedsområdet har Venstres idé om et sundhedscenter i alle fire centerbyer vundet politisk gehør, så der nu kommer sundhedscenter i Ulstrup i 2017 og i Hinnerup i 2018.
Sidste år var vi bekymrede for udsigten til et stort antal flygtninge, der skulle integreres og boligplaceres i kommunen. Heldigvis har vi en regering, der har mod til at føre en stram flygtningepolitik. I kommunerne er vores frygt gjort til skamme, idet vi nu oplever et historisk lavt antal flygtninge, og for Favrskov kommune betyder det besparelser på adskillige millioner.
Også i 2017 er der nok at tage fat på. Det handler blandet andet om en hurtig genopbygning af den delvist sammenstyrtede hal i Hinnerup, samt om klubområdet i Hammel og Hadsten, hvor der i flere år har været usikkerhed om indhold og beliggenhed. Fokus kommer der også på folkeskolen, hvor vi efter implementering af den nye folkeskolereform skal vurdere, om der er behov for justeringer. Med et generelt ønske om styrket faglighed i folkeskolen, skal vi give de bedste forudsætninger, og i eftersynet indgår bl.a. emner om skoledagens længde, kvaliteten af den understøttende undervisning, ledelse og økonomi.
Infrastruktur bliver et vigtigt tema for Favrskov i 2017, og politisk vil vi forsøge at påvirke beslutningerne på Christiansborg, så vi hurtigst muligt får vedtaget en anlægslov omkring Rute 26, så motorvejen mellem Aarhus og Hammel kan etableres.
Store visioner er der også omkring nye boligformer og boligområder, letbane, og en bedre udnyttelse af jernbanedriften bl.a. med etablering af trinbræt i Laurbjerg.
De mange visionære planer skal i 2017 videreudvikles med udgangspunkt i en god dialog med borgerne og den sunde fornuft. På vegne af Venstre ser jeg derfor frem til et hektisk og begivenhedsrigt 2017, hvor vi vil fastholde vores synlige rolle i lokalpolitikken til glæde for alle borgere i Favrskov kommune.
Godt nytår.