Nu kan du fange 80 helt nye monstre
Jacob Nielsen
Sommeren 2016 blev en dille født. En dille som fik både børn og voksne i alle aldre til at gå målrettet rundt med blikket stift rettet mod deres mobiltelefoner. Pokémon GO havde ramt de danske gader og stræder. Efteråret og vinteren har kølet interessen for spillet ned, men nu kan det være, at populariteten får en genopblomstring.
Natten til fredag blev 80 nye virtuelle monstre nemlig sluppet løs i Pokémon GO-spillet, skriver Ritzau ifølge bt.dk.
Det er firmaet Niantic, som står bag Pokémon-spillet. Siden lanceringen sidste år har spillet indtjent cirka 7 milliarder kroner. Med nattens store opdatering, som udover de 80 monstre også indeholder en lang række andre nye features, kan det være, mobilappén skal findes frem igen.