Fortsæt til indhold

Michael Mortensen investerer 20 millioner kroner i modefirma

Samfund
Jeppe Rafn

Erhvervsmanden Michael Mortensen fra Horsens skyder omkring 20 millioner kroner ind i tøjmærket Won Hundred. Det skriver Børsen.
Michael Mortensen har i nogle år haft en mindre aktiepost i Won Hundred, der i 2004 blev grundlagt af hans ven Nikolaj Nielsen. Nu køber Michael Mortensen de andre investorer ud af tøjfirmaet og investerer cirka 20 millioner kroner i at sætte skub i firmaet, som ifølge Børsen har haft vanskeligt ved at tjene penge i sine 12 leveår og i de seneste par år har tabt fem millioner kroner.
"Det har kørt, men det har ikke kørt okay, så nu vender vi alt og ser på, hvilke områder vi tjener penge på, og så skal vi op et i højere gear," siger Michael Mortensen til Børsen.
Som led i de nye planer har Won Hundred blandt andet ansat Peter Knudsen, der i mange år var økonomidirektør i dametøjsproducenten Masai, og stifteren af modefirmaet Ganni, Frans Truelsen.
Won Hundred har butikker i København, Aarhus og Amsterdam.
Michael Mortensen er administrerende direktør i Horsens-virksomheden Casa, som han grundlagde i 2006. Sidste år videresolgte han aktiemajoriteten i Casa til kapitalfonden CataCap. For et år siden etablerede han sideløbende typehusfirmaet Hybel.