Fortsæt til indhold

Venstrefløjen afgiver atter et højtideligt ægteskabsløfte

Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten i Syddjurs indgået aftale om et teknisk valgforbund ved Kommunalvalget i november 2017

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

På et møde tirsdag har Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten i Syddjurs Kommune indgået en aftale om et såkaldt teknisk valgforbund ved Kommunalvalget i november 2017.

Der er altså tale om et teknisk valgforbund, så det ændrer ikke ved, der fortsat er tale om tre selvstændige partier med hver sit valgprogram.

Ved at indgå teknisk valgforbund opsamler partierne de stemmer, der ikke kan samles til et helt partimandat. Så kan stemmerne stadig holdes indenfor valgforbundet,

Ved valg i Danmark stemmer vælgerne på partier eller personer. Afhængig af hvor mange der stemmer og hvor mange mandater der skal fordeles, kan man beregne hvor mange stemmer et mandat 'koster'.

Stemmerne fordeles efter den D'Hondtske metode. Det vil sige, at når stemmerne er talt op efter valget, divideres de til hvert parti med divisorerne 1-2-3-4-5 o.s.v. Det vil sige, at der udregnes en række kvotienter.
Det parti, der har den største af de fremkomne kvotienter, får det første mandat. Den næststørste kvotient giver ret til det andet mandat og så fremdeles, indtil alle mandater er fordelt.

Rød-grøn borgmester

"De tre partier føler det naturligt at gå til valg sammen i et teknisk samarbejde for at undgå stemmespild, og for at sikre flest mulige mandater med det formål at få en rød-grøn borgmester," lyder det i en fælles pressemeddelelse fra de partiers formænd/talsmænd.

I pressemeddelelsen understreger partierne, at de fortsat er åben for valgteknisk samarbejde med andre partier, som vil bakke op om dette, eksempelvis Det Radikale Venstre og Alternativet.
Ved Kommunalvalget i 2013 fik Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten til sammen 46,07 procent af de afgivne stemmer i Syddjurs Kommune. I mandater 7 til S, 5 til SF og 1 til Enhedslisten.
Tæller man Det Radikale Venstre med i regnskabet sniger tallet sig op på 50,46 procent og yderligere et mandat. Der er i byrådet 27 mandater at kæmpe om, så forhåbningerne om en rød-grøn konstellation er ikke et politisk fata morgana.

Fjerde gang måske?

Konstellationen Socialdemokratiet og SF har ved de to seneste valg i Syddjurs ikke haft det godt på valgnætterne trods forhåndsløfter om, at ingen af de to partiers ledende kræfter ville gå 'i seng med fjenden'.
Det gik fint ved det første valg til Syddjurs Kommune i 2005. Her var Socialdemokratiet med senere borgmester Vilfred Friborg Hansen sammenlignet med SF, at der var tale om et et storbror-baby-forhold.
Ved valget i 2009 var Vilfred Friborg Hansen ikke længere med, og det kostede. På valgnatten lavede Socialdemokratiets Ninna Thomsen og Jesper Mathiesen et fælles barn på SF ved at pege på nuværende Venstre borgmester Claus Wistoft som kommunens førstemand på valgnatten. Det på trods af, at Kirstine Bille var valgets store, personlige sejrherre.
Det ville Det Radikale Venstres Carsten Bech ikke finde sig i, for han var også udelukket fra det gode selskab. Han kastede en luns kød ud foran Jesper Mathiesen, der sagde haps og iklædte sig borgmesterkæden. S-V samarbejdet var sprængt, men Socialdemokratiet endte med at få en begmand, fordi den borgerlige fløj slog tilbage inden deadline, og hele farcen sluttede med, at SF's Kirstine Bille kunne sætte sig i borgmesterstolen.
Ved valget i 2013 læste Socialdemokratiet også valgresultatet forkert. På valgnatten røg favoritterne Claus Wistoft (V) og Kirstine Bille (SF) i totterne på hinanden, fordi begge følte sig i deres gode ret til at blive borgmester.
Jesper Mathiesen sad klar igen, og på valgnatten blev han med støtte fra en borgerlige fløj med nedadvendte mundvige borgmester igen-igen.
Historien holdt ikke hjem. Wistoft og Bille fandt hinanden igen, og på et 'hemmeligt' møde på varmeværket i Nimtofte blev de to og resten af den borgerlige fløj enige om, at Claus Wistoft skulle være borgmester.
Socialdemokratiet havde atter glemt, at "det er ikke slut, før den fede dame har sunget."
Med de to seneste valg in mente, kan det blive svært at overbevise vælgerne om, at man på venstrefløjen denne gang går målrettet efter at få en rød-grøn borgmester, men håbet er naturligvis altid lysegrønt, indtil det modsatte er bevist.