Tidligere organist tilbage til Feldballe i præstekjole
På søndag vender Mads Djernes tilbage til Feldballe Kirke som gæsteprædikant og foredragsholder
I 2016 blev der udgivet et nyt tillæg til salmebogen, ”100 salmer”. Sognepræst Mads Djernes, Egå, var med i processen med at udvælge salmer til tillægget, og det vil han fortælle om på søndag på sin gamle hjemmebane i Feldballe, samtidig med at deltagerne skal synge fra tillægget, og høre mere om de enkelte salmer.
Der er flere grunde til, at det første tillæg til den kun knap 15 år gamle officielle salmebog er udkommet allerede nu. Den mest åbenlyse er, at der bliver skrevet utrolig mange nye salmer i disse år, men er der også på andre måder brug for, at vi skal lære at synge nye salmer?
Det vil Mads Djernes give et bud på. Han har tidligere undervist i hymnologi, kirkemusik og messesang på Pastoralseminariet i Aarhus.
Mads Djernes var i en årrække en skattet organist ved Feldballe Kirke.
Sideløbende færdiggjorde han sin uddannelse som cand.theol. på Aarhus Universitet, og da muligheden for en stilling som præstevikar ved Egå Kirke bød sig, stoppede Mads Djernes sit virke som spillemand i Feldballe.
Comeback i Feldballe
På søndag er han altså tilbage for en stund i Feldballe, som både gæsteprædikant og foredragsholder.
Først som præst ved søndagens gudstjeneste, der begynder klokken 14. Dernæst som foredragsholder ved kaffebordet i Kostalden ovre i præstegården.