Hurra for Fredericia
De tre amerikanere bag rock-musicalen ’Lizzie’ jublede efter premieren på Fredericia Teater
De tre amerikanske mænd, der har skrevet og komponeret rock-musicalen 'Lizzie', var fredag aften i Fredericia for at opleve forestillingens engelsksprogede repremiere. Og de var lykkelige. “Det var fantastisk. Ikke bare godt, men fantastisk,” sagde Steven Cheslik-Demeyer, der blandt andet har skrevet sangenes ord.
“Vi har oplevet forestillingen mange steder. Men her er det altså virkelig, virkelig godt. Folkene på scenen er virkelig gode. Og bandet...,” sagde komponist Alan Stevens Hewitt og ledte lidt efter ordene, inden han fortsatte:
“Det har aldrig lydt så godt. Bandet her er det bedste, vi har hørt,” sagde han så.
Sådan siger du vel alle steder?
“Nej, det gør jeg ikke.”
Sådan siger du vel også alle steder?
“Nej, det kan jeg garantere, at han ikke gør. Når Alan siger, at bandet er godt, så er det virkelig fordi han mener det,” afbrød forfatter Tim Maner, som mere end antød, at hans kollega ikke normalt strøer om sig med ros og komplimenter.
Læs også: Fem stjerner til 'Lizzie', som rocker og rykker
I Fredericia skal forestillingen køre til og med 12. februar. Derefter skal den til London i Fredericia Teaters produktion, som I har valgt at gøre til “den rigtige”. Hvor langt kan forestillingen og denne opsætning komme, tror I?
“Jeg håber, at den kommer tilbage til USA og os i New York,” sagde Tim Maner.
“Det tror jeg, at den gør,” indskød Steven Cheslik-Demeyer.
Der var rift om de tre herrer på premiereaftenen. Mange ville komplimentere dem, men de sendte helst komplimenterne videre til de optrædende på scenen, teknikerne, teatret og orkestret.