Frivillige med hård fortid hjælper sårbare unge i Horsens
Camilla og Chanette vil trække på egne livserfaringer og hjælpe sårbare unge
“Det bliver møg hyggeligt,” udbryder Camilla Rasmussen.
Hun glæder sig til at starte frivilligarbejdet på Vestergade Syv, der et nyt mødested for sårbare unge i Horsens.
Camilla er 31 år. Hun starter ganske snart på pædagoguddannelsen, og så har hun meldt sig som frivillig på Vestergade Syv i Horsens. Et projekt, hun synes er spændende, og som hun føler, hun kan bidrage positivt til.
Prøvet at ramme bunden
“Da jeg var yngre, mistede jeg min mor. Jeg har prøvet at ramme bunden og kæmpe mig op igen. De erfaringer, jeg har i mit liv, gør, at jeg kan relatere til nogle af de unge og til de ting, de slås med. Jeg tror, det kan gavne dem,” siger Camilla.
De frivillige på Vestergade Syv består af to mænd og tre kvinder fra 20 til 31 år, der står klar til at tage imod de unge på Vestergade Syv, når stedet slår dørene op torsdag den 2. februar.
“I frivilliggruppen vil vi gerne vise de unge, at mennesker er forskellige. Vi har derfor frivillige i forskellige aldre, køn og udgangspunkter,” siger projektkoordinator Anne Hjortkjær.
Lys for enden af tunellen
29-årige Chanette Daastrup, der læser til social- og sundhedsassistent, har også meldt sig som frivillig på Vestergade Syv. Hun vil gerne gøre en forskel for de unge og håber, hun kan inspirere dem.
“Jeg kommer fra en hårdt belastet familie. Det kunne være fedt at vise de unge, at der er et lys for enden af tunellen. Jeg kan sætte mig ind i, hvordan de unge har det, og jeg kan måske hjælpe dem med de problemstillinger, de har,” siger Chanette.
Chanette er glad for at lave mad og kreative ting. Desuden træner hun meget. Det vil hun bruge med de unge, hvis de er interesserede.
“At være med til at starte et sted op, der kan hjælpe unge, er alfa og omega for mig. Jeg kan godt lide at hjælpe andre, og jeg føler, jeg har noget at give af,” siger Chanette.