Fortsæt til indhold

"Ingen bør sidde alene i højtiderne"

Flere hundrede tusinde oplever, at være ensomme ved højtiderne. Det vil Thomas Johansen fra Vanløse lave om på

Samfund
Jacob Nielsen

I november sidste år gik det op for Thomas Johansen, at han sandsynligvis skulle sidde helt alene juleaften. Thomas' datter fra et tidligere ægteskab skulle fejre jul hos moderen, og da han ikke selv har meget familie, så det ud til at blive en meget stille jul i hjemmet i Vanløse. Sådan gik det dog ikke. En ven inviterede Thomas til julaften, men udsigten til at sidde alene havde sat gang i noget hos Thomas.
"Min situation fik mig til at tænke på de mange andre ensomme rundt om i landet, som særligt i højtiderne sidder alene. Dem vil jeg gerne gøre noget for," siger Thomas, som derfor har startet Facebookgruppen Event Alone - et forum som skal matche personer, som har brug for selskab med personer, som har ressourcerne til at arrangere noget for andre.

Ikke kun i julen

Ved juletid er der generelt stor gavmildhed fra danskere, som åbner deres hjem for folk uden de store midler, men alle disse forskellige private arrangementer rundt om i landet er svære at få et overblik over. Det skal Event Alone hjælpe med til. Samtidig er det ikke kun i julen, den er gal. Også i påsken, pinsen, sommerferien, til nytår og fastelavn er mange efterladt alene og mærker ensomheden.
"At se alle sine venner og naboer poste opslag med "se hvor hyggeligt vi har det-billeder" på Facebook kan være hårdt, når man sidder alene. Jeg vil have folk op af stolen og ud og møde andre - også til påske, pinse og andre højtider. Men for mig handler det også om at nedbryde det tabu, det er at sidde alene. Det er nemlig et tabu, og det er grunden til, at mange har svært ved at stå ved, at de ikke har nogen at fejre højtiderne med," siger Thomas, som personligt selv vil åbne sit hjem her til påske. Hans påske-arrangement vil naturligvis figurere på Event Alone, som han anbefaler alle at besøge og støtte op om på Facebook.
Drømmen er, at Event Alone skal blive til en hjemmeside og en app på telefonen.

"Så jeg håber, man vil deltage ved at lade budskabet "No One Should Spend the Holidays Alone" kommer ud til så mange som muligt," siger han.