De har nok ikke været på besøg
Restaurant Mejeriet i Mårslet fik ingen Michelin-stjerne, men det havde de heller ikke regnet med, fortæller medejer
Restaurant Mejeriet, der holder til i naturskønne omgivelser ved Vilhelmsborg, har umiddelbart det setup, der skal til for at blande sig blandt de allerstørste restauranter i Aarhus.
Madanmelderne har, siden restauranten åbnede i juni 2016, rost Mejeriet til skyerne, og de to ejere, Martin Lemvig og Allan Poulsen, har et gastronomisk cv ud over det sædvanlige.
Førstnævnte drev Prins Ferdinand i Aarhus i ti år og var også et smut forbi MASH, mens køkkenchef Allan Poulsen har huseret hos den tidligere Michelin-restaurant Bagatelle i Oslo, på Nimb i København og Henne Kirkeby Kro, der netop er blevet tildelt to Michelin-stjerner.
Derfor var restauranten også blandt kulinariske kendere spået en lille chance for at modtage en af de eftertragtede stjerner, da den franske gourmetguide onsdag uddelte hæder til nordens bedste restauranter.
Mejeriet måtte dog i denne omgang se sig forbigået.
Pissegodt gået af Domestic
Det kom dog ikke som nogen stor overraskelse, fortæller Martin Lemvig en lille time efter stjerneoverrækkelsen i Stockholm.
"Vi regnede ikke med noget, og så bliver man jo ikke skuffet. Michelin-guiden er lidt et mysterium for alle, men jeg tror, der er nogle lavpraktiske ting, der gør, at vi ikke var i betragtning i denne omgang," siger han og uddyber:
"På rygtebasis mellem Aarhus' restauratører, så var det i maj måned, at Michelin tog en af de store ture i Aarhus, og der havde vi simpelthen ikke åbnet restauranten. Så der var vi ganske enkelt ikke inde i billedet. Jeg tror helt ærligt ikke, at de har været på Mejeriet, for alle de gange, de har spist hos Allan (Poulsen, red.), så har de efter besøget smidt et visitkort, og det er ikke sket. Men det er jo aldrig til at sige, hvordan de griber tingene an."
Ifølge Mårslet-restauratøren er der et stærkt kollegialt sammenhold blandt byens gourmet-restauranter, og når det går nogen godt, så glæder man sig altid over hinandens succes. Derfor var i dag også en glædens dag for Martin Lemvig.
"Jeg er slet ikke bitter eller skuffet, tværtimod er jeg helt oppe at køre over, at de unge mennesker nede på Restaurant Domestic hiver en stjerne hjem med så ung og ny en restaurant. Det er bare så pissegodt gået, og jeg håber, at de får drukket en masse god champagne nede i Mejlgade."
Til gengæld er han, ligesom mange andre med indsigt i restaurantbranchen, forundret over, at Frederikshøj ikke fik to stjerner.
"Det er superlækkert, at vi i Aarhus får en Michelin-restaurant mere. Det er godt for byen, men alle har talt om, at Frederikshøj skulle have to stjerner i år, og jeg er sikker på, at Wassim (Hallal, kok/ejer, red.) sidder og bider i en bordplade. Han leverer et virkelig højt niveau, og jeg under ham i den grad stjerne nummer to."
Strammer hjelmen og klør på
Selvom Martin Lemvig ikke direkte siger, at Restaurant Mejeriet satser på at få en stjerne, når de uddeles næste år, så er der ingen tvivl om, at han og kollegaerne i syd håber på at være inde i billedet.
”Vi går på arbejde hver dag for at levere det højeste niveau, vi overhovedet kan, og så må andre bedømme, hvad det kan blive til. Holder vi det niveau, vi har haft hidtil, så vil jeg da tro, at de kommer forbi og hilser på. Det har de gjort de andre steder, Allan har lavet mad. Han har et rigtig højt niveau på sine tallerkner, og anmelderne har indtil videre været glade," slår han fast og lægger ikke skjul på, at han forventer et besøg fra 'Guiden'.
”Jeg føler, vi har niveau til at lege med de dygtige, og så er det op til Michelinguiden at besøge os og vurdere, om vi er værdige. Jeg vil i hvert fald mene, at vi fortjener et besøg. Det er bare med at stramme hjelmen og klø på, og skulle der så på et tidspunkt i vores lille liv ude i Mårslet dumpe en stjerne ned, så er det selvfølgelig en kæmpe cadeau. Men i dag er vi ikke kede af det."