"Nu savner vi kaffen"
Sikringerne sprang og kaffen måtte springes over, da udlejer kom galt afsted ved Kirkens Korshær i Hadsten
Torsdag eftermiddag blev det pludselig svært at være frivillig i Kirkens Korshær på Søndergade i Hadsten.
"Vi skulle til at lave kaffe. Pludselig røg sikringen, og udlejeren kom ind og råbte efter klude," fortæller Hanne Madsen og Kirsten Mogensen, der begge er frivillige i butikken.
Udlejeren var i gang med noget elværktøj, i en passage ved siden af butikken. Omgangen med værktøjet fik på en eller anden måde skabt en mindre brand og en heftig røgudvikling.
Kort tid efter dukkede både politi, brandvæsen og ambulance op.
Og mens Beredskab & Sikkerhed Favrskov fra station Hadsten fik slukket ilden, fulgte udlejeren med i ambulancen, da der var mistanke om røgforgiftning.
Selvom han var sort i ansigtet, virkede han til at være klar i hovedet.
Efter at have optaget rapport, smuttede politiet hurtigt igen.
Tilbage var en tung stank af røg ved passagen og de to frivillige, der undervejs fik masser af intetanende kunder på besøg. Heldigvis lod røgen ikke til at være trukket ind i butikken.
"Vi overvejer, om vi skulle lukke butikken for i dag. Vi er jo ikke vant til at undvære kaffen," smilede både Hanne Madsen og Kirsten Mogensen.