Aarhus åbner kulturel oplevelsesbuffet med 'AarhusCARD'
Aarhus lancerer nu et oplevelseskort, der giver ubegrænset adgang til byens kulturelle attraktioner
VisitAarhus har netop introduceret et oplevelseskort, der giver turister fri adgang til et bredt udvalg af kulturelle oplevelser. Det nye AarhusCARD er netop sat i salg og skal blandt andet sætte spot på Aarhus som attraktiv storbydestination.
”Som Europæisk Kulturhovedstad 2017 har vi lige nu en unik mulighed for at vise hele verden, at Aarhus med ARoS, Moesgaard Museum, Tivoli Friheden og Den Gamle By i spidsen rummer kulturelle oplevelser af international klasse. Derfor lancerer vi et oplevelseskort, der gør det let for turisterne at opleve byens attraktioner og samtidig inspirerer til at besøge flere seværdigheder,” siger direktør i VisitAarhus, Peer H. Kristensen, i en pressemeddelelse.
AarhusCARD giver således adgang til en buffet af kulturelle oplevelser, som turisterne ubegrænset kan tage for sig af, så snart kortet er købt. Over 20 forskellige attraktioner er på menuen, og samtidig medfølger fri bustransport i hele regionen.
Aarhus placerede sig sidste år som nummer to på Lonely Planets top-10 over oplevelsesværdige destinationer i Europa. Og nu handler det om at gøde og vande, mener Peer H. Kristensen.
”Byen befinder sig i en stime af rekordgode turisme-år, og hvis festen skal fortsætte, må vi hele tiden øge standarden og holde fokus på at give gæsterne så positivt et ophold som overhovedet muligt. AarhusCARD skal understøtte væksten og medvirke til, at byen også i fremtiden er en attraktiv storbydestination,” siger han.
Kortet er blevet til i samarbejde mellem VisitAarhus og attraktionerne, der lancerer kortet i tre varianter – fri adgang til oplevelser i henholdsvis 24, 48 og 72 timer. Et 24-timerskort koster 299 kroner, 48 timer koster 449 kroner, og 72-timerskortet fås for 599 kroner.
Kortet kan blandt andet købes i informationen på Dokk1 og online på VisitAarhus.dk.
Kortet giver adgang til følgende:
ARoS, Den Gamle By, Tivoli Friheden, Moesgaard Museum, Steno Museet, Kvindemuseet, Naturhistorisk Museum, Rush Danmark, Ovartaci, Legelandet, AGFs hjemmekampe, Badeanstalten Spanien, Lyseng Svømmestation, Aarhus Skøjtehal, Skøjtebanen, Besættelsesmuseet, Jydsk Væddeløbsbane, Aarhus Guiderne, Væksthusene, Aqua Akvarium & Dyrepark, Fængslet i Horsens, Randers Regnskov, Sejltur med Hjejlen