Fortsæt til indhold

Dansk fodbold har ikke fulgt med

AGF's administrerende direktør, Jacob Nielsen, udlægger her klubbens tilskuerstrategi og diskuterer, hvad klubberne kan gøre for at få flere tilskuere på stadionerne

Samfund
Anders Dehn - Tipsbladet

Tænk på de ting, du har læst og hørt om Superligaen det sidste års tid. Hvor mange af historierne har været positive, hvor mange negative?
Chancen for, at de negative vejer tungest, er stor, for meget har handlet om vigende interesse, faldende tilskuertal og manglende spænding. En positiv fortælling om dansk fodbold har trange kår, og særlig i denne sæson har tilskuertal fået megen opmærksomhed.
Klubberne selv har bidraget til diskussionen; Randers FC-direktør Michael Gravgaard sagde eksempelvis i et interview med BT, at udviklingen i ligaen var gået i stå. Samme Gravgaard har stillet sig forrest og fortalt om de tiltag, hans klub har gjort for at lokke randrusianerne med på udebaneture eksempelvis.
50 kilometer sydpå i Aarhus har direktørkollega Jacob Nielsen også noteret sig udviklingen. Han mener heller ikke, at klubberne har været gode nok til at lokke folk på stadion.
- Det, vi har været dygtige til, er at få udviklet stadions, og så har klubberne levet lidt for godt af, at infrastrukturen er fulgt med, men vi har ikke fulgt med på indholdsdelen, siger han til tipsbladet.dk.
AGF har som den eneste af de 11 klubber, der spillede i Superligaen i sidste og i denne sæson, en stigning i tilskuertal, på 0,3 procent, og det skyldes ikke mindst, at man også her forsøger at lokke folk på stadion.
- Helhedsoplevelsen går både på, at servicen skulle være højnet, vi har øget kapaciteten af toiletforhold, adgangsforholdene er højnet, og så har det givet folk en bedre oplevelse digitalt, hvor de kan følge med på live-kamera rundt på stadion. De kan deltage i quizzer og konkurrencer i vores live-app og få en masse statistikker, siger direktøren.
- Så har vi delt det ind sådan, at når vi spiller fredagskampe, så er der fest, som er mere henvendt til de yngre publikum, hvor vi har happy hour, livemusik og underholdning i en af vores haller ved stadion. Når det er lørdag eller søndag, bliver hallen lavet om til et kæmpe legeland, hvor det er familier, der kommer ind og anvender det.
- Vi er begyndt at investere mere i de segmenter, vi gerne vil have ud på stadion. Det, vi kan kalde for marginaltilskueren, er vi begyndt at henvende os meget mere til og invitere dem til fodbold i forskellige segmenter. I stedet for bare at strø om os med 500 eller 1000 fribilletter, så gør vi det i nogle segmenter, fordi fodbold er en fællesskabssport, hvor man tager til fodbold sammen.
Selvom det går relativt godt for AGF, hvad angår tilskuere, sammenlignet med de andre Superliga-hold, er det nuværende snit på lidt under 8000 ikke noget historisk set flot tal. I nedrykningssæsonen 2009/10 kom der næsten 12.000, og to år senere kom der over 9000. Så der er grund nok til at gøre noget.
- Strategien tænkt sådan, at vi skal kunne løfte både den nedre og øvre barriere. Jeg er overbevist om, at hvis ikke vi havde gjort noget, ville vi have haft et tal som de andre. Vi har jo ikke præsteret sportsligt. Vi blev nummer 10 sidste år, nu ligger vi nummer 11. Har haft 1-7-nederlag og alt muligt andet. Vi har ikke forkælet vores fans på hjemmebane, siger Nielsen.
- Omvendt skal det gerne være med til, at vi allerede nu sår frøene til, at når det vender - for det gør det på et tidspunkt - og vi begynder at vinde fodboldkampe, så skal der komme endnu flere mennesker på stadion.

AGF opvejer for dårlige tidspunkter

Indsatsen retter sig primært mod hjemmebanekampene af to årsager. Dels fordi AGF-fansene i forvejen har en stærk kultur for at rejse med holdet, og klubben dermed ikke mente, at den kunne rykke ret meget på det punkt. Og dels, fordi det er svært at få folk med, hvis holdet eksempelvis spiller en mandagskamp.
Netop kamptidspunkterne er gang på gang blevet fremhævet som hæmmende for tilskuerinteressen, og AGF kunne også i sidste uge i halvårsregnskabet fortælle, at der kommer 12.000 i snit i weekenden og halvt så mange til hverdagskampe.
Derfor skal tilskuerstrategien, som løbende udvides i løbet af foråret, ses som en måde at udligne de forskelle, som de af tv flyttede kampe er skyld i.
- Klubberne har jo selv valgt den konstruktion, og derfor har vi også valgt at angribe det pragmatisk og finde styrkerne i de forskellige kampe på de forskellige tidspunkter. Vi satser for eksempel mere på business to business-delen, når vi har hverdagskampe. Så i stedet for kun at fylde loungen, er vi begyndt også at henvende os til de studerende og give dem tilbud på hverdage i samarbejde med vores sponsorer.
Jacob Nielsen nævner også, at AGF gør et nummer ud af at være gode værter. Senest fik AaB-fansene en Rød Aalborg, da de besøgte Ceres Park, og tidligere har Randers-fans fået Thor Pilsner. Tiltagene koster i alt klubben ”en større millionbeløb”, som dels er gået til større storskærme og aflønning af de ansatte, der tager sig af strategien.
Danske fodboldklubber kigger misundeligt mod tilskuertallene i Sverige eller de fyldte stadioner i Tyskland, men det betyder ikke nødvendigvis, at man kan lære mest af dem, mener Jacob Nielsen. I stedet lader han sin inspirere af lokale venner.
"Meget af det er jo gennem sponsorer og vores fans. Det er primært dem, vi snakker med," siger han.
Vi har lavet et kæmpe samarbejde med Tivoli Friheden, som vi sparrer rigtig meget med. Deres måde at gribe tingene an på, har vi et samarbejde. Jeg synes faktisk mest, vi kigger lokalt, fordi vi er forankret i Aarhus, og derfor finder vi først og fremmest sparringen vha. vores samarbejdspartnere lokalt.
Mange nævner, at man kan kigge til USA eller Tyskland, men det er helt andre forudsætninger, vilkår og kulturer, der gør sig gældende der. Jeg mener, at der er rigelig kompetence i DK, og det er den kompetence, vi første og fremmest bruger. Dansk fodbold er noget andet, og du kan ikke sammenligne med ret mange andre ligaer.
Til syvende og sidst dikterer de sportslige resultater tilskuerinteresse mere end noget andet parameter. Men når holdet ikke forkæler publikum, som Jacob Nielsen siger, må klubben gøre, hvad den kan for at skabe mere interesse. Det lader til at være gået op for flere Superliga-ledere, herunder i AGF.
Konkurrencen og tilgængeligheden til de konkurrerende produkter - der tænker jeg både på flere multiarenaer med koncerter, forlystelsesparker, og at det er blevet meget nemmere at se verdens bedste fodbold, er øget. Så vi må også kigge lidt pragmatisk på det. Det tillader jeg mig at sige, fordi vi gør meget ved det. Så der der ikke nogen, der skal komme og sige, at vi giver op. Vi kæmper for det.