Fortsæt til indhold

Unge og ældre mødtes ved fastelavnstønderne i Thorsø

Thorshøj Plejecenter fik besøg af 4. b fra Tungelundskolen i forlængelse af Aarhus Kulturhovedstad 2017

Samfund
Af Michael Wulff

Aarhus Kulturhovedstad 2017 breder sig i Østjylland.
Tirsdag 21. februar mødtes unge fra Tungelundskolens 4. b og ældre til en fælles fastelavn-event på Thorshøj Plejecenter, hvor de ældre kunne berette om gamle dages traditioner. Og de unge kunne fortælle, hvad de havde læst om fastelavn i klassen i den seneste tid.
Plejecentrets køkken diskede op med gammeldags fastelavnsboller og en stor gryde bygvandgrød.
"Men vi har også pølser og pommes frites," lød det beroligende fra køkkenleder Helle Svit Pedersen.
Efter spisning og fortællinger fra unge som gamle, gik alle til de to tønder, som var hængt op i salen.
"Vi har hørt, at i gamle dage var der en rigtig kat inden i tønden," kunne et par af eleverne berette. Men katten var denne dag erstattet af en sød lille personale-hund, som dog ikke var inde i tønden, men tøffede rundt i sit eget tempo.

Den ældre generation af fastelavnsoldaterne gik til tønden med fynd og klem.
Sådan!
Unge og ældre mødtes i Thorsø.
De unge havde lavet deres lektier og viste dem frem på storskærmen.
"Vi kan reparere tønderne, hvis de går i stykker," lød det fra de to "håndværkere".
Hyggeligt samvær over gammeldags fastelavnsboller.