Markant fald i arbejdsulykker på Aarhus Universitetshospital
Aarhus Universitetshospital har reduceret antallet af arbejdsulykker med 31 procent
Med en fokuseret indsats på arbejdsmiljøet de senere år har Aarhus Universitetshospital (AUH) reduceret antallet af arbejdsulykker med 31 % fra 2015–2016.
Kreative oplysningskampagner, bedre hjælpemidler og oplæring har haft stor betydning for faldet, skriver hospitalet i en pressemeddelelse.
I 2015 var der på Aarhus Universitetshospital 597 arbejdsulykker. Det tal blev i 2016 nedbragt til 456.
Arbejdsmiljøkonsulent, Jane Hoffman, har ikke tidligere oplevet så stort et fald i arbejdsulykker:
"Vi har de senere år arbejdet strategisk og målrettet med arbejdsmiljøet, og faldet er sket over næsten hele linjen. Så det virker, det vi gør."
AUHs interne Kampage "I bedste fald" fra 2015, sætter spot på faldulykker, og Kirsten Hansen, intensivsygeplejerske og arbejdsmiljørepræsentant, oplever, at den har skabt en større opmærksomhed på hendes afdeling:
"Som intensivsygeplejerske skal jeg nogle gange hurtigt op fra mit skrivebord og ud på afdelingen. Vi er blevet mere opmærksomme på fx computerledninger, der ikke er bundet godt nok op ved skrivebordet, som man kan snuble i."
Stikskader har tidligere været en del af hverdagen for intensivsygeplejersken, men med en god introduktion af nye medarbejdere samt indførelse af sikkerhedsvenflon og sikkerhedskanyler har Kirsten Hansen ikke oplevet stikskader på afdelingen siden.
"Vi er blevet mere bevidste om arbejdsmiljøet og om at anmelde arbejdsskader. Samtidig er det er imponerende i en tid med stort pres på arbejdspladserne, at faldet i arbejdsulykker er så stort," siger intensivsygeplejersken.
dp