Fortsæt til indhold

13 landsbyer får nyt mødested

Med støtte fra både fonde, foreninger og Randers Kommune har de 13 landsbyer i Landsbyklyngen Kronjylland nu skaffet pengene til at bygge Klyngehuset Kronjylland.

Samfund
mw

Klyngehuset Kronjylland, der har fået støtte fra både fonde, foreninger og Randers Kommune, skal bygges i løbet af efteråret.

Det oplyser Randers Kommune i en pressemeddelelse.

»Der har længe været et stort ønske fra de 13 landsbyer i Landsbyklyngen Kronjylland om at få et fælles mødested som centrum for aktiviteter, fællesskab og formidling af områdets muligheder,« siger Anne Hjortshøj (S), der er formand for Landdistriktsudvalget i Randers Kommune, og fortsætter:

»Det er en fantastisk idé, som Randers Kommune har arbejdet tæt sammen med lokalbefolkningen om at føre ud i livet. Og jeg glæder mig naturligvis over, at finansieringen nu er helt på plads. Det er et skoleeksempel på, hvor langt man kan nå med godt samarbejde.«

Mødestedet kommer til at hedde Klyngehuset Kronjylland, og forventningen er, at anlægsarbejdet af huset og arealerne rundt om kan gå i gang allerede i løbet af efteråret 2023.

Erstatter klubhus

Klyngehuset Kronjylland kommer til at erstatte det tidligere klubhus ved boldbanerne i Albæk og bliver etableret som en del af den igangværende områdefornyelse i byen. Finansieringen faldt helt på plads, da Randers Byråd på sidste møde inden sommerferien godkendte at bruge flere af kommunens byfornyelsesmidler på projektet, der er blevet dyrere end forventet på grund af inflationen.

»Vi er meget glade over byrådets beslutning. Vi forventer nu, at vi i august, eller så snart nedrivnings- og byggetilladelsen er i hus, kan komme i gang med etableringen af fremtidens mødested, hvor alle ikke-organiserede kan mødes og udfolde deres aktivitet. Der bliver plads til alle med interesse i sport, fritid eller natur,« siger Knud Pedersen, der er formand for Landsbyklyngen Kronjylland.

Det samlede anlægsbudget for Klyngehuset Kronjylland ligger på 12,8 millioner kroner. Og med finansieringen på plads bliver det muligt at indfri de høje ambitioner for stedet.

Foruden støtten fra Randers Kommune har Realdania og Lokale og Anlægsfonden tidligere meddelt, at de ønsker at støtte Klyngehuset Kronjylland med 4,5 millioner kroner. LAG Randers/Favrskov støtter projektet med 700.000 kroner, og senest har Nordea Fonden meddelt, at de også ønsker at støtte projektet med 700.000 kroner fra deres ’Her gror vi’-pulje.

Stedet forventes at være klar til brug i løbet af 2024.