Komiker og ølentusiast bag underholdende ølsmagning
For fjerde gang besøger komiker og ølentusiast Torben Mathews Auning Idrætscenters selskabslokaler med et væld af forskellige specialøl og et utrolig godt humør
Det bliver en blanding af stand up og ølforedrag, når Torben Mathews besøger Auning med en ordentlig ladning øl, han selv har importeret og tager med til lejligheden.
Den lokale Søren Hornbek har været med til at arrangere aftenen de seneste tre år, og han er glad for, at Torben Mathews igen besøger Auning, denne gang fredag den 24. februar.
“Lige nu er vi 50 tilmeldte, og det plejer at være en rigtig hyggelig aften med en masse øl, god mad og god underholdning.”
Både for kvinder og mænd
Engelske Torben Mathews har gennem de seneste tyve år været indehaver af baren ”You'll Never Walk Alone” i Kolding, der også har et stort udvalg af specialøl.
“Det har været fantastisk de tre andre gange, vi tidligere har haft besøg af Torben, som både leverer stand up og en stor viden om øl,” siger Søren Hornbek.
Arrangementet er både for kvinder og mænd, der kan lide god øl og god mad. Halinspektør Henrik Johansen står for menuen, der byder på lidt af hvert og masser af kød. Sidste gang Torben Mathews gæstede Auning, var 80 mennesker mødt op til arrangementet, så man kan stadig nå at melde sig til i denne omgang, helt op til to dage før den festlige aften.