"Jeg har simpelthen valgt at gå all in på hende her"
Præst i Brønderslev Sogn, Gitte Lykke Andersen, har i disse uger en ekstra opgave, som tager meget tid men samtidig giver rigig meget mening. For da en ung højgravid kvinde kom og bad hende om hjælp, var hun ikke i tvivl.
"Jeg har simpelthen valgt at gå all in på hende her. Hun ringede til mig hviskende og spurgte om hjælp, og jeg kunne høre, at det kom fra hjertet," siger Gitte Lykke Andersen til Nordjyske.dk.
Kvinden, som er i 20érne, skal føde i marts måned, men pga. voldsom uro i hjemmet har hun været nødt til at bryde op og finde hjælp andet steds - og det blev hos Gitte, som blandt andet hjælper den kriseramte gravide med at skaffe alle de ting, man står og har brug for, når man snart skal være forælder.
I et opslag på Facebook søger Gitte Lykke Andersen således aflagt babyudstyr, og støtten har været overvældende.
"Der er allerede en, der har skrevet, at hun har en vugge, en anden har puslebord og mange har tilbudt tøj og andet, og så er der en helt i Aalborg Øst, der har skrevet, at vi kunne komme og hente dyne og pude hos hende, så det er jo helt vildt, hvordan folk de gerne vil hjælpe," siger Gitte Lykke Andersen til Nordjyske.dk.
En ægte historie om næstekærlighed anno 2017.