2-3 kvinder på vej til Liberal Alliance
Liberal Alliance holder opstillingsmøde 8. februar 2017
Liberal Alliance kom, så og sejrede ved kommunalvalget i 2013 med de to forhenværende medlemmer af Venstre, Per Zeidler, Rønde, og Flemming Hansen, Mørke, som helt afgørende trækdyr.
Begge røg med ind i byrådet og blev en del af konstitueringsaftalen, der resulterede i, at Per Zeidler overtog posten som formand for Udvalget for Familie og Institutioner.
Tirsdag 21. november 2017 skal Per Zeidler igen til eksamen, men denne gang får han ikke sin adjudant Flemming Hansen med. Efter fire perioder i kommunalpolitik (den første i den daværende Rosenholm Kommune) har Flemming Hansen besluttet, at legen er god for denne gang.
Afløsere i kulissen
Når Liberal Alliance 8. februar 2017 afholder kombineret generalforsamling/opstillingsmøde i Auning Camping sammen partifællerne i Norddjurs, forventer Per Zeidler, at der bliver sat navn på de fem første pladser på partiets valgliste.
Det er usandsynligt, at der bliver diskussion, om Zeidler selv skal være borgmester-/spidskandidat. De øvrige pladser kan meget vel blive besat af ungersvenden, lokalformand Mads Færgemann, Ebeltoft, samt tre kvinder, der i øjeblikket er navnløse.
“Jeg har løbende haft henvendelser og samtaler med interesserede, der vil stille op for Liberal Alliance,” siger Per Zeidler.
“Min forventning er, at der mindst kommer 2-3 kvinder med på den liste, som vi laver til opstillingsmødet. Listen holder vi åben frem til efteråret.”
Engagement afgørende
Per Zeidler erkender, at det er en sejtrækker at finde kandidater, der vil bruge tid på lokalpolitik.
“Sådan er tendensen desværre blevet for os i Liberal Alliance, og for de øvrige partier og lister. For mig er det ikke afgørende, om vi har fem eller 15 kandidater med på vores liste. Derimod er jeg meget optaget af, at de kandidater, der stiller op for Liberal Alliance, vil det fuldt og helt og for eksempel vil deltage i vores uddannelsesmøderække her i foråret.”
Mindst status quo
Selvom tabet af den populære og altid ligevægtige Flemming Hansen kan blive dyrt for Liberal Alliance, så er målet for partiet mindst at kunne fastholde de nuværende to mandater i det kommende byråd.
“Der er mange uafklarede ting forud for det kommende valg. For eksempel om Borgerlisten genopstiller, og om Nye Borgerlige opstiller, som forventet. Begge dele kan få stor betydning for Liberal Alliances muligheder.”