Socialdemokratiet serverer valgflæsk i 12. time
“Man fristes til at sige VALGFLÆSK, når vore kolleger fra Socialdemokratiet buldrer derudaf med snak om at rulle en byrådsbeslutning fra 26. marts 2014 tilbage.
Læs også: KV17 - debat Syddjurs: Vi er imod, at offentlige veje skal gøres til private fællesveje
Hvorfor skulle det tage så lang tid, inden de samlet kom til fornuft?
Allerede ved behandlingen i udvalget i februar 14 sagde jeg nej, og i byrådet gjorde vi i Liberal Alliance vore kolleger ganske klart, at vi ikke kunne stemme ja til endnu en skævvridning i beskatning af vore borgere.
Vi sagde derfor klart nej til privatisering af veje (40 kilometer veje, som ønskes nedklassicificeret, red.)– vel vidende, at den beregnede årlige besparelse på 1,1 million kroner meget vel kunne forsvinde, når kommunen skulle bruge ressourcer, hver gang der måtte opstå en tvist.
Vi blev stemt ned med 14 stemmer for og 10 imod.
Forvaltningen har siden gjort vejene klar til overdragelsen i 2017 med en udgift på 11 millioner til følge, og der mangler endnu nogle få veje.
En istandsættelse, som uanset de fremtidige forhandlinger, kommer alle til gode.
Men kunne Socialdemokratiet ikke have meldt deres samlede indstilling ud noget før – eller er det bevidst at gøre det i et valgår?
Vi er naturligvis glade for, at I har fået øjnene op – og nu, som vi andre, går borgernes vej.
Vi skal dog huske - det kræver en ny byrådsbehandling og et flertal, inden afgørelsen kan omstødes.”