Fortsæt til indhold

Business Djursland og Campingfatter

Bjarne Nielsen, indehaver af Auning Camping, bliver formand for den nydannede erhvervsforening på Djursland

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Bestyrelsen i den nystiftede Business Djursland har valgt Bjarne Nielsen - bedre kendt som Campingfatter - som foreningen første formand.

Business Djursland er et barn af en fusion mellem de tidligere erhvervsforeninger, Syddjurs Erhvervsforening og Djurslands Erhvervsråd, der blev en realitet på en stiftende generalforsamling efter et længere forarbejde i starten af februar 2017.

Formændende fra de gamle foreninger, Rasmus Henriksen der ejer og driver Jysk Handi i Hornslet, og Ole Sørensen, der ejer og driver Djurslands rejsecenter i Aarhus Lufthavn, fortsætter som henholdsvis næstformand og kasserer i den nye bestyrelse.

Klar til at gå til stålet

Bjarne Nielsen er klar til at påtage sig opgaven som ham for bordenden.

“Jeg glæder mig over valget, og at være ”tilbage”, da jeg jo tidligere sad som næstformand i det daværende Djurslands Erhvervsråd,” siger Bjarne Nielsen.

Han var næstformand i Djurslands Erhvervsråds bestyrelse frem til kommunesammenlægningen i 2007.

“Jeg vil i tæt samarbejde med Rasmus og Ole tegne foreningens daglige ledelse, og vi vil sammen med den øvrige bredt funderede og særdeles kompetente bestyrelse og mange frivillige kræfter arbejde hårdt og målrettet på at indfri Business Djurslands 2020 plan,” lover Campingfatter.

2020 planen indeholder blandt følgende tre overskrifter:

  • Være en stærk forening der samler alt erhvervsaktivitet på Djursland
  • Være kommunernes foretrukne samarbejdspartner på erhvervsservice
  • Være Djurslands erhvervs fælles talerør kommunalt og nationalt