Fortsæt til indhold

67.588 kroner til sundere mænd i Kolind

Kafé Kolind hjælper modne mænd, +40, med at tilberede et sundt måltid mad

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Det sociale værested Kafé Kolind har med midler fra TrygFondens regionale råd i Region Midtjylland påbegyndt et nyt projekt med fokus på sund kost i praksis. Værestedet tilbyder en fast ugedag hver anden uge, hvor mænd i alderen 40-80 år kan deltage i indkøb og tilberedning af et sundt måltid.

Projektet, der kaldes ”Sund mad – Sund mand” og allerede er i fuld gang, får overrakt TrygFondens donation på små 70.000 kroner officielt onsdag 8. marts 2017 kl. 15:30 i Kafé Kolind. Overrækkelsen vil blive foretaget af Syddjurs' borgmester Claus Wistoft, der er repræsentant i TrygFondens regionale råd.

“I TrygFonden arbejder vi for, at færre mennesker dør af eller belastes af livsstilssygdomme, og at flere får skabt nogle sunde vaner. Kafé Kolinds nye projekt handler netop om, at en gruppe mænd hjælpes til en sundere livsstil med gode råd og vejledning i sund ernæring, lige fra de står i supermarkedet og skal handle, til de sidder ved bordet og skal nyde resultatet af indsatsen i køkkenet. Samtidig bliver de en del af et godt socialt fællesskab,” siger Claus Wistoft.

Kvinde-projekt undervejs

På dagen for overrækkelsen vil ”de sunde mænd” også være i gang i køkkenet, hvor de vil omsætte de gængse kostråd til praksis og opøve praktiske færdigheder i tilberedning af sund kost.

I første omgang af madlavnings-projektet er målgruppen mænd, men Kafé Kolind arbejder på et tilsvarende tilbud til kvinder.
Ved at udnytte de eksisterende faciliteter udenfor caféens normale åbningstid giver Kafé Kolind også deltagerne fred og ro til i vante omgivelser at hygge sig med projektet.