Ikke i orden, at kommunen kigger med på Facebook
En ny undersøgelse viser, at det kun er lidt over halvdelen af danskerne, der ikke synes, at det er i orden, at kommunen, som en del af deres sagsbehandling, kigger med på borgernes åbne Facebook-profiler.
Det skriver Avisen.dk.
Næsten to ud af fem danskere (38 procent) synes, at det er helt i orden, mens de sidste 11 procent ikke ved det.
Men det er de danskere, der accepterer, at kommunerne lurer med på nettet, som forstår tidsånden bedst. Sådan lyder vurderingen fra Søren Schultz Hansen, der er selvstændig erhvervsforsker og ekstern lektor på Copenhagen Business School (CBS).
"Det er et udtryk for en realitetssans, for det er ret let for det kommunale at gøre de her ting. Hvor de 51 procent måske ikke rigtig er fulgt med udviklingen," siger han til Avisen.dk.
Årsagen til undersøgelsen er, at det er blevet mere almindeligt, at kommunen bruger sociale medier, når de foretager sagsbehandling. I en rundspørge til landets fem største kommuner, som Avisen.dk foretog i december, svarede alle fem, at Facebook er en del af sagsbehandlingen i deres kommune.
Og Søren Schultz Hansen forventer, at kommunerne på sigt vil bruge sociale medier i deres sagsbehandling i endnu højere grad end i dag.