Mange konflikter på Mølleskolens 9. årgang
Mølleskolens 9. årgang er præget af konflikter. Det fremgår det af den redegørelse, der blev offentliggjort onsdag
“Arbejdet med redegørelsen viser, at Mølleskolen generelt er et sted hvor børn trives og har det godt, men hvor der også er tilbageværende konflikter. Især på 9. årgang er der et relativt højt konfliktniveau, både i forhold til landsgennemsnittet og i forhold til andre skoler i Skanderborg,” fortalte Børn og Unge-chef Søren Aalund på onsdagens pressemøde.
Konfliktniveauet på årgangen har dog ikke været permanent forhøjet.
Af redegørelsen fremgår det desuden, at årgangen til trods for konflikterne scorer over gennemsnittet på social kapital, som er et udtryk for graden af tillid, sammenhold og hjælpsomhed eleverne imellem på årgangen.
“I perioder har der været få eller ingen episoder. På andre tidspunkter har der været mange episoder, også alvorlige episioder. Episoderne er ikke isoleret til de fem involverede drenge,” uddybede Børn og Unge-chefen.
Ifølge redegørelsen er der sat ind med omfattende og mangfoldige indsatser og opfølgninger i forhold til konflikterne på årgangen.
I forhold til de fem involverede drenge kunne Søren Aalund af hensyn til sin tavshedpligt ikke komme nærmere ind på de konkrete indsatser, men af redegørelsen fremgår det, at skolen konsekvent har gennemført ugentlige samtaler og tværfaglige samarbejdsmøder med elever med særlige udfordringer.
Seks dage inden episoden på Ry-Hallens parkeringsplads, hvor de fire drenge kastede en flaske med brændende benzin mod den femte dreng, var to af de involverede drengen i en konflikt, der resulterede i, at den ene blev hjemsendt i en dag.