Fortsæt til indhold

Fire nye skoleledere til Aarhus-skoler

Børn og Unge-forvaltningen slog i februar fire skolelederstillinger op i ét samlet opslag. Tre nye ledere står nu klar til at træde ind i den aarhusianske folkeskole, og en stilling skal i genopslag

Samfund
Arkiv

Da ansøgningsfristen til de fire ledige skolelederstillinger udløb først i marts havde skolerne i alt modtaget 66 ansøgninger. Enige ansættelsesudvalg med bestyrelses-, leder- og forældrerepræsentanter har fundet nye ledere til Sødalskolen, Højvangskolen og Samsøgades Skole, mens det ikke er lykkedes at finde den rette kandidat til Rundhøjskolen.
"Det er væsentligt, at vi kan tiltrække dygtige ledere til vores skoler i Aarhus. Derfor er jeg glad for, at tre af de fire skoler har fundet nye ledere. At Rundhøjskolen ikke fandt den rette kandidat er ærgerligt, men det er ikke usædvanligt, at det kræver flere ansøgningsrunder, inden det rigtige match er til stede, så det ser jeg fortrøstningsfuldt på," siger Bünyamin Simsek (V), rådmand for Børn og Unge i en pressemeddelelse.
Da der ved årsskiftet var udsigt til fire ledige skolelederstillinger i Aarhus skete rekrutteringen af de nye skoleledere med et fælles opslag og en mere offensiv annoncering end tidligere.
"Vi har gode veldrevne folkeskoler i Aarhus med bred forældreopbakning, og både elever, forældre og medarbejdere fortjener de bedst mulige ledere. Derfor skal vi forsat have fokus på at kunne tiltrække dygtige skoleledere både fra egne rækker og udefra, hvilket vi er i dialog med blandt andet Skolelederforeningen om," siger Bünyamin Simsek.

KORT OM DE NYE SKOLELEDERE
Højvangskolen i Viby
Ivan Børsting, 46 år, tiltræder stillingen som skoleleder 1. maj 2017. Ivan Børsting kommer fra en stilling som skoleleder på Voel Skole i Silkeborg, hvor han har været ansat siden 2013. Fra 2015-16 var han tillige fungerende skoleleder på Gødvadskolen. Tidligere har Ivan Børsting været ansat som lærer på Stjærskolen i Skanderborg, ligesom han i en årrække som stifter og direktør drev virksomhed inden for coaching- og efteruddannelsesområdet.
Ivan Børsting er oprindeligt uddannet akademiøkonom, inden han tog en merituddannelse som lærer. Han er tillige uddannet ICC Coach og er aktuelt i gang med en masteruddannelse i ledelses- og organisationspsykologi.

Sødalskolen i Brabrand
Karen Henriette Jessen, 47 år, tiltræder stillingen som skoleleder den 1. august 2017. Karen Henriette Jessen kommer fra en stilling som pædagogisk viceskoleleder på Gjellerupskolen i Herning, hvor hun har været ansat siden 2013. Inden da var hun konstitueret pædagogisk viceskoleleder på Gødvadskolen ligeledes i Herning.
De sidste år har Karen Henriette Jessen især haft fokus på at forankre skolereformen, blandt andet som Børn og Unge forvaltningens tovholder for fem Herningskolers arbejde med målbevidst læring og feedback.
Foruden læreruddannelsen har Karen Henriette Jessen taget en diplomuddannelse i både ledelse og psykologi. Aktuelt er hun i gang med en master i offentlig ledelse.

Samsøgades Skole
Preben Sørensen Stadsgaard, 53 år, tiltræder stillingen som skoleleder efter nærmere aftale. Preben Sørensen kommer fra en stilling som undervisningskonsulent i Undervisningsministeriet, hvor han som en del af rådgivningsenheden under Center for Udgående Kvalitetsarbejde har rådgivet og vejledt kommuner og skoler om kvalitetsudviklingen af folkeskolen. Inden da var Preben Sørensen Stadsgaard skoleleder på først Elev Skole fra 2002-06 og siden på Bakkegårdsskolen fra 2006-14, begge i Aarhus Kommune.
Preben Sørensen Stadsgaard er uddannet malersvend og siden lærer. Han har desuden taget en diplomuddannelse i ledelse.

Rundhøjskolen i Højbjerg
Allan Frederiksen, skolens nuværende viceskoleleder, konstitueres fra 1. maj som skoleleder, mens det videre arbejde med at finde en ny skoleleder pågår.
ksa

Ivan Børsting bliver ny skoleleder på Højvangskolen.
Karen Henriette Jessen bliver ny skoleleder på Sødalskolen.
Allan Frederiksen, Rundhøjskolens nuværende viceskoleleder, konstitueres fra 1. maj som skoleleder, mens det videre arbejde med at finde en ny skoleleder pågår.