Fede feriedage med kryb, kravl og klovn
Projekt Højvangen stod bag endnu en Storlegeland med masser af gratis aktiviteter for højvangens yngste borgere
Vinterferien i Højvangen bød på Storlegeland med masser af sjove aktiviteter, blandt andet cirkusskole og propkrig med gamle cykelpumper, foto Lab og udklædning, sumo-brydning og kreativt hobbyværksted samt Tarzanland og trylleforestilling.
Blandt de mere spektakulære indslag med garanti for indbygget gys var et besøg af Viola Valentin fra Stilling, der sammen med datteren Aylin havde pakket en flok pilende mus, en velvoksen fugleedderkop, en bittelille skorpion og en trynesnog, og taget hele herligheden med til Niels Ebbesen Skolen.
Bag aktiviteterne står Projekt Højvang, der med masser af frivillige og stort engagement har stablet de gratis fridage på benene for Højvangens yngste beboere.
“Det fede ved Højvangen er, at her altid er så mange frivillige, der med glæde stiller op og giver en hånd med, når der er brug for det,” forklarer Peter Gregersen fra Projekt Højvang.
“De frivillige er med til at planlægge Storlegeland, og det er i høj grad deres indsats, der får det til at køre på skinner.”
Ikke kun aktiviteter, men også kage, frugt, boller og saftevand er gratis i Storlegeland.
“Det er de frivillige, der bager og kommer med lækkerierne,” afslører Peter Gregersen.