Norddjurs forever - eller Randers Kommune
Der er et kun svar på, hvorfor kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt skifter Norddjurs ud med Randers Kommune
Det er sæson for direktørskifter i Norddjurs Kommune. Den seneste i rækken er chefen for det hele, kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt.
Det har straks fået flere 'Norddjurs-kommentatorer' på de sociale medier til at fundere over, om der er noget galt og om den til tider ret så barske debat i 2016, især om vindmøller, både dem til lands og til vands, er årsagen til, at cheferne søger nye græsgange?
“For mit eget vedkommende kan jeg klart sige, at det ikke har haft den fjerneste betydning for, at jeg søgte jobbet som kommunaldirektør i Randers og blev den heldige. Hvis jeg ikke kunne tåle mosten, havde jeg nok ikke søgt til Randers,” siger Jesper Kaas Schmidt, der bor sammen med sin familie i Randers-forstaden Hornbæk.
“Jeg har længe vidst at skulle jeg væk fra Norddjurs, var Randers den eneste mulighed af den enkle årsag, at min familie ikke vil flytte fra Randers. Så var stillingen i Randers ikke blevet ledig, og jeg ikke havde fået den, så kunne jeg sagtens se mig selv fortsætte i Norddjurs til jeg skulle pensioneres på et tidspunkt.”
Attraktivt job
Den snart forhenværende kommunaldirektør lægger ikke skjul på, at han har været glad for sine ti år i Norddjurs.
“Det har jeg, og det siger jeg ikke, fordi det nu snart er slut.”
“Jeg synes, at Norddjurs er skøn kommune som rummer store muligheder i fremtiden, og jeg ser da også frem til at bidrage til, at det nuværende samarbejde, som Norddjurs og Randers har på en række områder, udbygges yderligere, selv om jeg skifter kommune.”
Jesper Kaas Schmidt, der skifter kontorstol 1. april 2017, føler sig overbevist om, at det ikke bliver svært at finde en kvalificeret afløser.
“Norddjurs er en attraktiv og spændende kommune at være kommunaldirektør i, fordi den har egen havn, mange turister, masser af natur og Djurslands største by, Grenaa. Udviklingsmulighederne er mange, og det vægter kommende ansøgere højt. Det ved jeg selvfølgelig fra mine samtaler med kolleger i andre kommuner.”
Realistisk bedømt vil en ny kommunaldirektør kunne være på plads efter sommerferien.
Indtil da skal der konstitueres et medlem fra den resterende direktion til stillingen. Den består ud over kommunaldirektøren af velfærdsdirektør Kenneth Koed Nielsen og erhvervs- og arbejdsmarkedsdirektør Michael Kielsgaard Engelsbæk plus den ny miljø- og kulturdirektør, Lotta Sandgaard, der forventes at starte 1. april 2017.
Førstnævnte, der ligesom Jesper Kaas Schmidt er uddannet cand.scient.pol, bliver det sandsynlige valg.
Han har været direktør siden Norddjurs Kommunes start og var, før kommunesammenlægningen, social- og økonomichef i Sønderhald Kommune, hvor han startede i 1999 efter en årrække som afdelingsleder i Social- og Sundhedsforvaltningen i Svendborg Kommune.