Partier er positive overfor fleksible arbejdstider hos kommunens ansatte
SF-forslag om at gøre arbejdstider mere flydende fik god modtagelse i byrådet
Et forslag om at gøre arbejdstiderne mere fleksible og flydende for kommunens ansatte fik en god modtagelse under tirsdagens byrådsmøde.
Forslaget er fremsat i flere kommuner af SF, ligesom Bjarne Andersen (SF) nu har fremsat det i Favrskov Kommune. Og det er blevet positivt modtaget flere steder. Det blev det også i Favrskov, hvor der stort set ingen kritiske røster var fra partierne. Kun positive.
Dorte Winther (V) ændrede lidt på forslaget:
"Hvorfor gør vi ikke bare det her. Jeg er helt tryg ved, at vores ledere kan styre det inden for deres økonomiske ramme og få det til at passe med medarbejdernes arbejdsopgaver. Der kan være medarbejdere der vil ned i tid en periode på grund af små børn. Giv de ansatte mulighed for at arbejde både mere og mindre end 37 timer, og selvfølgelig få løn for de timer, de arbejder. Det kan måske blandt andet nedsætte sygemeldingerne," lød det fra Dorte Winther (V).
Forinden havde Bjarne Andersen forsigtigt foreslået, at man skulle indføre en forsøgsordning først, for at se om det kunne fange an. Ideen er blandt andet, at de ansatte ved bedre at styre deres tid, vil arbejde mere effektivt og uden stress.
Forslaget fra SF går blandt andet ud på, at lade de ansatte arbejde fleksibelt. Nogle gange mere og nogle gange mindre, for at få privatlivet til at gå op.
"Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at Venstre ville gå ind for et så drastisk skridt som at indføre det, inden vi testede et pilotprojekt," lød det begejstret fra Enhedslistens Peder Meyhoff, der dog drømte om 30 timers arbejdsuge og 37 timers løn.
Borgmester Nils Borring konstaterede, at der var stor enighed om at gå videre med forslaget hvor man kunne gå op og ned i tid, selvom han også fik tilføjet, at det umiddelbart ville blive meget dyrt for kommunen, hvis man gik så drastisk til værks som Enhedslisten forestillede sig.