Borgerlisten ikke på stemmesedlen
Historisk, at Borgerlisten ikke stiller op ved kommunalvalget - Borgerlisten bliver dog ikke nedlagt
“Vi stiller ikke op, men Borgerlisten er ikke nedlagt,” siger Jørgen Brøgger, tidligere Ebeltoft borgmester (2002-2007) - og byrådsmedlem for Borgerlisten Syddjurs siden kommunesammenlægningen.
Jørgen Brøgger måtte dog af helbredsmæssige årsager trække sig midtvejs i denne byrådsperiode og overlade Borgerlistens eneste stol i byrådssalen til suppleanten Peter Andersen.
Historisk situation
Det er historisk, at Borgerlisten ikke er med på den stemmeseddel, som vælgerne får i hånden i stemmelokalerne tirsdag 21. november.
I de fire gamle kommuner, Midtdjurs, Rosenholm, Rønde og Ebeltoft spillede borgerlister/lokalister altid en politisk rolle.
Størst i Ebeltoft Kommune, hvor Borgerlisten fra 1970 og frem til kommunesammenlægningen i 2007 var den største gruppe i byrådet.
“Jeg kom selv med hos Borgerlisten i 1970, og kun i en enkelt periode sad Borgerlisten ikke i borgmesterstolen,” siger Jørgen Brøgger.
I 1998 var Borgerlisten med til at bringe SF's Knud Thorgaard i borgmesterstolen sammen med Socialdemokratiet.
Det blev en realitet, da der måtte en ny konstituering til, fordi Venstres borgmester Birthe Schaumann afgik ved døden kort ind i sin embedsperiode.
Borgerlisten og Venstre var ikke perlevenner, så derfor var Borgerlisten ikke klar til at pege på Venstres afløser Else Terkelsen.
Har forsøgt alt
Borgerlisten besluttede på sit årsmøde forleden, at skyde en hvid pil efter at få trommet en liste sammen.
“Vi havde et par mulige kandidater, men slet ikke nok til at lave en liste, og vi vil heller ikke sende urutinerede kræfter ud i en valgkamp, for vi ved på forhånd, at de ikke ville have en jordisk chance,” siger Jørgen Brøgger.
Det har ellers ikke skortet på forsøg på at finde kandidater, men vordende lokalpolitikere står ikke i kø for at komme til.
“Vi har været i personlig kontakt med mange mulige emner overalt i kommunen, men de fleste har sagt, at de ikke har tiden til at engagere sig i lokalpolitik, ligesom de frygter arbejdsbyrden.”
“Modsat de politiske partier har vi ikke en medlemsliste, vi kan ty til, så vi har måttet erkende, at Borgerlisten ikke opstiller, og så må vi se, om andre vil tage handsken op. Et generationsskifte skal der helt sikkert til, hvis det skal lykkes.”
Selv har Jørgen Brøgger endnu ikke besluttet, hvem der nu skal have hans stemme.
“Jeg er sikker på, at mange Borgerliste-stemmer i især Ebeltoft vil gå til De konservatives spidskandidat Tommy Bøgehøj, men om jeg stemmer på Tommy, har jeg endnu ikke besluttet.”