Rønde Sparekasse har nået tre milepæle
Rønde Sparekasse nåede i 2016 det bedste resultat i sin næsten 150-årige historie
Der var begejstring og glæde blandt gæsterne, da Rønde Sparekasse onsdag aften holdt sit årlige garantmøde med 560 deltagere i Rønde Idrætscenter.
En glad og veloplagt direktør Ole Bonde kunne nemlig fortælle, at Rønde Sparekasse har opnået det hidtil bedste resultat i sin historie ved at runde milepæle på hele tre områder.
”Overskuddet er for første gang over 10 mio. kr. og det er det bedste resultat i sparekassens historie. Vores garantkapital er for første gang over 30 mio. kr., og så er sparekassens egenkapital for første gang over 100 mio. kr.,” fortalte direktør Ole Bonde, Rønde Sparekasse garanterne.
Desuden viser regnskabet, at sparekassen i 2016 har fået 300 nye kunder, såvel private som erhvervskunder.
Stor sikkerhed for pengene
Rønde Sparekasses udlån var ultimo 2016 på 329,9 mio. kroner, hvilket er en stigning på 6,2 procent.
”Vi kan låne penge ud med stor sikkerhed og ro i maven, fordi vi sætter os ind i vores kunders verden. Det er omdrejningspunktet i hele vores måde at drive pengeinstitut på. Professionelt og i øjenhøjde,” siger Ole Bonde.
I sparekassen bruger medarbejderne mange kræfter på at opbygge personlige relationer, men tager ikke gebyrer for håndtering af indlån og kontanter.
”Nogle vil kalde det en gammeldags måde, fordi man i sparekassen insisterer på at bruge mange kræfter og ressourcer på at opbygge personlige relationer og for eksempel ikke tager gebyrer for håndtering af indlån og kontanter. At gå i mod, hvad andre i branchen gør, kan imidlertid betale sig, viser det spritnye regnskab: En likviditetsgrad på 1.200 procent mod lovens krav på 70 procent samt en solvensprocent på 22,4 vidner om et sundt og stærkt pengeinstitut,” siger Ole Bonde
Kunderne strømmer til
I en tid, hvor hovedparten af de danske pengeinstitutter lukker lokale afdelinger, har Rønde Sparekasse fordoblet medarbejderstaben og er i dag 18 medarbejdere. Kunderne strømmer til, ikke kun fra Rønde, men også fra omkringliggende kommuner.
”Vi oplever, at det ofte er vores kunder – både private og erhvervskunder – der anbefaler os til familie, venner, kolleger, bekendte og samarbejdspartnere," siger Ole Bonde.
Til garantmødet med 560 deltagere i Rønde Idrætscenter aflagde formand Annelise Udsen, Tåstrup, beretning inden direktør Ole Bonde gennemgik regnskabet.
Koncert med Anne Linnet
Garantmødet i Rønde Idrætscenter er Rønde Sparekasses store festaften. Hele gulvet i den store hal er fyldt med glade garanter ved lange borde, som blev bespist med en ægte gang wienerschnitzel med alt det kendte tilbehør, efterfulgt af hjemmelavet is med nøddebrud og kaffe med petit four og kransekage. Elever fra tre gymnasieklasser sørgede for en effektiv og smilende servering. Aftenen sluttede med en koncert med Anne Linnet.
”Jeg lægger meget vægt på, at det er 560 glade garanter, som tager hjem herfra. Det er den bedste reklame vi kan få,” siger direktør Ole Bonde, Rønde Sparekasse.