Endnu en chef siger farvel til Norddjurs Kommune
Erhvervs- og miljøchef Lars Toft Pedersen vender tilbage til gamle græsgange
Det er blevet sæson for chefer, der forlader Norddjurs Kommune. Den seneste i rækken er Erhvervs- og miljøchef Lars Toft Pedersen, der stopper 1. maj 2017.
Lars Toft Pedersen kom til Norddjurs 1. august 2015 fra en stilling som tilsynschef i Arbejdstilsynet, valgt blandt 22 ansøgere.
Nu vender han på ny tilbage til Arbejdstilsynet efter at have haft skrivebord og kontorstol i Norddjurs i 22 måneder.
Uddannet fys.
Snart forhenværende kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt udtaler i en pressemeddelelse:
”Jeg har været glad for samarbejdet med Lars Toft Pedersen, som har gjort en stor indsats for at skabe et godt samarbejde med erhvervslivet. Jeg ønsker ham held og lykke i sit nye job."
Lars Toft Pedersen har en fortid som fysioterapeut med egen praksis, før han begyndte at orientere sig bredere i karrieren.
Arbejdstilsynet, som han nu vender tilbage til, var han beskæftiget hos i perioden 2007-2015.
Han tog en Master i offentlig ledelse i perioden 2011-2014.
Lars Toft Pedersen er bosiddende i Hammel.