Fortsæt til indhold

Ung mand med rod i Tirstrup forsvarer sin Ph.D.-afhandling

Niels Due Kjeldsen forsvarer fredag 31. marts sin Ph.D.-afhandling, der omhandler den naturvidenskabelige disciplin organisk nanokemi

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Født og opvokset i Tirstrup, skolegang i Rosmus og student fra Grenaa Gymnasium. Det er Niels Due Kjeldsens livsvej, før han startede sit studium på Aarhus Universitet.

Det har han gjort så fremragende, at han kommende fredag, forsvarer sin Ph.D.-afhandling inden for fagområdet organisk nanokemi. Nanoteknologi betegner anvendt naturvidenskab, som beskæftiger sig med strukturer af størrelsesorden 0,1 – 100 nm, hvor en nanometer er en milliontedel millimeter.
I løbet af sit Ph.D.-studium har Niels Due Kjeldsen forsket i syntese af organiske molekyler med anvendelser inden for næste-generations elektronik og til diagnosticering af Alzheimers. Ydermere kan den nye forskning øge vores forståelse af, hvordan celler og andre biologiske strukturer samler sig selv på molekylært niveau.
Forskningen er udført ved Interdisciplinært Nanoscience Center (iNANO), Aarhus Universitet.

I bedømmelsesudvalget sidder bl.a. Professor Dr. Marcel Mayor fra Basels Universitet i Schweiz og Professor Mogens Brøndsted Nielsen fra Københavns Universitet.

Ph.D.-afhandlingen vil blive forsvaret kl. 13:15 i Auditorium 1 på Kemisk Institut, Langelandsgade 140, 8000 Aarhus C.
Forsvaret er offentligt, og der vil være fri adgang for alle interesserede.

I Danmark afløste ph.d.-graden den tidligere benyttede licentiatgrad, som var stadiet mellem kandidatgrad og doktorgrad. Opnåelsen af en doktorgrad giver ret til at bruge titlen dr. foran sit navn, modsat opnåelsen af ph.d.-graden.
Ph.d.-graden er ikke en doktorgrad i traditionel dansk forstand, men i stedet en forskeruddannelse ,der afløste den udfasede licentiatgrad i 2002.