Fortsæt til indhold

Støjberg kan sælge billetter - med eller uden lagkage

Godt 60 medlemmer dukkede op til Venstres generalforsamling for at lytte til minister Støjberg

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

?“Inger solgte billetter,” lyder overskriften på det skriv, som Venstres partiformand i Syddjurs, Tommy Beck Kobberøe sendte ud umiddelbart efter lokalforeningens generalforsamling i Følle i sidste uge.

Inger hedder Støjberg til efternavn, og er landets udlændinge- og integrationsminister.

Senest var hun i vælten på de sociale medier , da hun valgte at fejre sine mange udlændingestramninger med et billede af en othellolagkage pyntet med tallet 50.

Tallet illustrerede antallet af udlændingestramninger, som regeringen efter Inger Støjbergs optegnelser har gennemført.

Sådan noget vækker både bestyrtelse og forargelse og det modsatte i Dannevang.

Godt 60 fremmødte

Over 60 af Venstres medlemmer i Syddjurs dukkede op til generalforsamlingen, og det tilskriver formanden netop Inger Støjbergs medvirken.

“Fremmødet er cirka det dobbelte af, hvad vi plejer at have til vores generalforsamling,” siger Tommy Beck Kobberøe.

De godt 60 fremmødte udgør tæt på 25 procent af antallet af medlemmer i foreningen, så ikke noget at sige til, at partiformanden fremover satser på at flyve en ping ind fra Christiansborg - ikke nødvendigvis en, som skriver bøger om Sussie & Leo og serverer symbolske othellolagkager, men nuvel der blev ikke snakket meget om kager på generalforsamlingen.
“Vi snakkede om udfordringen med at få integreret de mange flygtninge, som kommer til Danmark i øjeblikket, og efter Ingers oplæg var der en god spørgelyst fra de fremmødte medlemmer,” fortæller Tommy Beck Kobberøe.

DF er ikke blå

Partiformanden brugte sin beretning til at gøde jordbunden for det kommende kommunalvalg, hvor Venstre naturligvis satser på at få placeret Claus Wistoft i borgmesterstolen i yderligere fire år.

Wistoft har formået at bringe Syddjurs på sikker økonomisk kurs og skabe ro på den politiske bagsmæk via tre brede budgetforlig i streg, roste partiformanden.

“Når I mødes med naboen over hækken, eller hos købmanden, eller i sportsklubben, så læg et godt ord ind for Venstre, fortæl om de gode resultater vi har opnået og om den optimisme der er mange steder i kommunen efter de magre år sidst i nullerne og et stykke op i 10-erne. Vi kan alle være med til at ”sælge” Venstre op til valget,” opfordrede Tommy Beck Kobberøe, der også fastslog, at Dansk Folkeparti i hans optik ikke tilhører den borgerlige fløj: “Jeg anser ikke DF for at tilhøre blå blok”.

Om det udelukkende gælder landspolitisk eller bemærkningen også var møntet på Per Dalgaard & co. i Syddjurs, fremgik ikke tydeligt.

Måske et tema i den kommende valgkamp?

Flere nye i bestyrelsen

Partiformanden blev genvalgt med akklamation, mens der skete flere udskiftninger i bestyrelsen. Den består nu af følgende: Søren Høg, Torben Therkelsen og Lillian Rose, alle fra Ebeltoft, Birthe Moe, Lars Koefoed og Rune Wager, alle fra Hornslet, Christoffer Pedersen fra Rønde og Nicklas Sixhøj fra Ebdrup.

Onsdag 5. april afholder Venstre opstillingsmøde til kommunal- og regionsrådsvalget tirsdag 21. november. Seancen foregår i Rønde Idrætscenter.

Her bliver Claus Wistoft kåret med klapsalver som partiets borgmesterkandidat uden skyggen af en modkandidat, ligesom det kommende hold af kandidater kommer op på den store lystavle i idrætscentret.
Samtlige byrådsmedlemmer minus Rønnaug Engstad Laursen genopstiller, og så forlyder det, at Venstre har flere overraskelser i ærmet, når det handler om nye ansigter. Om det er lodret pral eller der er realiteter bag, må vente til efter opstillingsmødet.