Hjælper handicappede til et bedre liv
Servicehundeforeningen mangler hunde, som kan være et lyspunkt i livet hos mennesker med fysiske og psykiske handicap
Servicehundeforeningen er en nonprofit organisation, der udplacerer specialtrænede hunde, med det formål at hjælpe mennesker med fysiske og psykiske handicaps til at få et bedre liv. Men foreningen mangler hunde og opfordrer folk, som har en hvalp eller unghund, som de ikke længere kan have, til at henvende sig. Måske kan den blive servicehund og hjælpe et menneske til en bedre hverdag.
Servicehundeforeningen køber hunde af arbejdsomme, sociale, godmodige, ikke gøende og modige racer såsom labrador, labradorblandinger, golden retriever og labradoodle. Det er vigtigt, at hundene er sunde og stærke, så derfor bliver de sundhedstjekket, får røntgenfotograferet hofter og albuer og bliver testet i nye omgivelser både med mennesker og sammen med andre dyr. Herefter går træningen til servicehund i gang.
Hunden bor hos en af Serviceforeningens instruktører under uddannelsen. Når den er færdigtrænet og klar til at komme ud til en bruger, bliver brugeren bl.a. undervist i, hvordan hunden aktiveres, og hvordan hunden vedligeholdes resten af livet. Der bliver også tilbudt træning og samlinger med andre brugere fremover.
Servicehundeforeningen følger ”deres” hunde fremover for at sikre, at bruger og hund har det bedste samarbejde.
Se mere på Servicehundeforeningens Facebookside eller hjemmesiden Servicehundeforeningen.dk.